DEBAT: Socialdemokratiet og SF: "Vi vil have et Danmark i balance"

Simon Pihl Sørensen (S), viceborgmester, folketingskandidat, og Sigurd Agersnap (SF), gruppeformand, fmd. teknik- og miljøudvalget

DEBAT Richard Sandbæk spørger i et læserbrev, hvad SF og Socialdemokratiet vil.

Det er sådan set meget enkelt. Vi vil et samfund, hvor man ikke ligger på gangene på hospitalerne. Vi vil et samfund, hvor ældre mennesker ikke spises af med få minutters hjemmehjælp. Vi vil et samfund, hvor vi har ordentlige normeringer på daginstitutionsområdet. Vi vil et samfund, hvor vi ikke sparer 20 milliarder på uddannelse – på det vi skal leve af.

Siden 2002 er der sprøjtet 52 mia. kroner ud i skattelettelser, og i de kommende år sendes endnu et tocifret milliardbeløb ud i skattesænkninger til dem der har mest – det giver både social og geografisk ulighed. Uligheden i Danmark stiger mere end noget andet sted i Europa. Fra et godt udgangspunkt.

Men uligheden stiger voldsomt, samtidig med, at der skæres på velfærd. På få år er antallet af fattige børn steget markant. I dag har vi mere end 60.000 fattige børn. Vi tror, at danskerne godt vil betale lidt mere til fællesskabet, så flere får muligheder og vi fortsat kan leve i et samfund med relativt små skel og i fredeligt samvær med hinanden.

I SF og Socialdemokratiet ønsker vi ikke at brandbeskatte danskerne. Men danskerne vil gerne sikre et fællesskab, der tager sig af dem, der har brug for hjælp. Og vi tror også på, at hvis vi investerer i uddannelse, er det også en investering i gode job, der er med til at sikre, at vi kan finansiere velfærden. Lige nu går vi baglæns.

Vi sparer på det, vi skal leve af. Vi sparer på den basale pleje og omsorg. Det er ikke det Danmark, vi ønsker. Vi ønsker at holde fast i den unikke opskrift, der både har sikret et af verdens mest lige og produktive lande. Et samfund, hvor vi har valgt den neoliberalistiske model fra, fordi den kun virker for de få.

Nå, ja også vil vi også et samfund, hvor klimapolitikken ikke dikteres af de mest konservative landmænd. Et land, hvor vi tænker på kommende generationer.

Publiceret 22 March 2019 10:00

SENESTE TV