Debat: Skoledemonstrationer for klimaet nu på fredag

Gitte Kjær-Westermann (M-KB, Rad.) og Sigurd Agerskov (M-KB, SF)

Den 15. marts går universitetsstuderende, og gymnasie- og skole-elever på gaden for at demonstrere for klimaet.

Det startede med 15 årige Greta Thunberg, der under det svenske valg i august 2018 satte sig foran det svenske parlament for at få voksne politikere til at tage klimaudfordringerne mere alvorligt. Siden har Greta skabt en mobilisering i hele verden, og demonstrationen d. 15 er den seneste i en række globale skolestrejker for klimaet.

Som formand for henholdsvis Børne- og Ungdomsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget er vi blevet spurgt om, hvordan vi forholder os til det i vores kommune.

Vores partipolitiske reaktion er håb. Det er jo også et fokus-område, både RV og SF har kæmpet for i årevis. Nu lader det til, at alle partier begynder at tage udfordringerne lidt mere alvorligt. Det er godt og tiltrængt. Og måske hjælper det netop, at vores børn og unge nu blander sig så stærkt i debatten om klimaudfordringerne. Det har unge måske længe gjort, men sjældent så effektivt som Greta Thunbergs mobilisering. Det er deres fremtid, vi leger med, når vi benægter klimaudfordringerne, eller nøjes med at tale om dem, uden at der er handling bag. Det er dem, der skal rydde op efter vores fråseri. Eller med Greta Thunbergs egne kraftfulde ord: I (voksne) siger, I elsker jeres børn over alt andet, og samtidig stjæler I vores fremtid for øjnene af os!

Som udvalgsformænd kan vi naturligvis ikke bare anbefale hverken eleverne, eller skolerne, at give eleverne fri til en demonstration, med mindre skolerne selv har tænkt det ind som en god læring på linje med andre ud-af-huset aktiviteter i en kommune, hvor vi har særligt fokus på det naturfaglige. Det vil og kan vi ikke blande os i. Vi vil nøjes med at tilkendegive, at vi 100% støtter de unge menneskers engagement i den vigtige kamp for at tage vores klimaudfordringer alvorligt. Det er stærkt, og det er beundringsværdigt. Bliv ved med det!

Publiceret 13 March 2019 10:00