Thomas Frederiksen, Liberal Alliance i Lyngby-Taarbæk.

Thomas Frederiksen, Liberal Alliance i Lyngby-Taarbæk.

Debat: Folkeafstemning om letbanen havde været løsningen

Thomas Frederiksen, Formand LA Lyngby-Taarbæk

DEBAT Hvem skulle venstreorienterede letbane-modstandere have stemt på?

Debatten om det demokratiske grundlag for letbanen er igen blusset op. Hvad der i den grad må undre er centrum-venstre partiernes blinde vinkel iht. deres kernevælgere.

Sigurd Agersnap (SF) bedyrer i DGO, at letbanen i den grad er demokratisk fordi vælgerne har sammensat” (…) to kommunalbestyrelser med flertal blandt de partier, som støtter op om Letbanen.” (5.2.2019) Det er sådant set korrekt, men hvor skulle den venstreorienterede letbane-modstander i givet fald placere sit kryds?

Borgerlige vælgere havde flere muligheder iht. letbanen både i 2013 og 2017. I 2013 kunne borgerlige letbane-tilhængere stemme på Venstre (V) og Dansk Folkeparti (DF), og modstandere kunne stemme på Liberal Alliance (LA) eller de Konservative (C). I 2017 var det fortsat muligt for tilhængere at stemme V, mens markedet for borgerlige letbanemodstandere var udvidet. DF skiftede op til valget holdning, og Nye Borgerlige (NB) var kommet til. Borgerlige vælgere havde altså valgmuligheder til begge valg.

Det samme var ikke tilfældet for centrum-venstre vælgerne. Fra Enhedslisten, over Socialistisk Folkeparti, og til Socialdemokratiet, var der tale om et klart ja til letbanen. Letbanen var, og er, en stor sag, men som vælger er der trods alt andre overvejelser at gøre sig. Mener Agersnap (og alle de øvrige centrum-venstre-repræsentanter der har fremført en lignende argumentation) at socialistisk sindede vælgere skulle stemme LA? NB? eller C?

Den rigtige demokratiske løsning havde været den folkeafstemning som vi i LA foreslog i 2014, men desværre blev forslaget stemt ned med en argumentation der ligner den Agersnap nu fremføre. En argumentation hvor repræsentanterne overser eller ignorere, at deres egne vælgere ikke havde noget alternativ når det gælder letbanen.

Publiceret 14 February 2019 13:00