DEBAT: Sabotage bliver ikke nødvendigt

Agnes JørgensenLyngbygårdsvej 5, Kgs. Lyngby

DEBAT Læserbrevene bliver mere og mere desperate, jo nærmere vi kommer den totale nedlukning af Lyngby. Jeg får nu og da den tanke, at sabotørerne må have haft det næste ligesådan under krigen.

Ikke at jeg opfordrer til sabotage – det tror jeg ikke bliver nødvendigt. Projekt vil køre af sporet helt uden fjendtlig indgriben. Fordi det er planlagt af de forkerte, udfra de forkerte præmisser. Spørgsmålet er hvornår, og hvor meget vil det nå at ødelægge her i Lyngby? Altså bortset fra vores gode humør?

Ind imellem går der en ’djævel’ i mig. Som gammel radiotelegrafist drømmer jeg om at starte en lokal radio, der skal send i myldretiden hverdage 06-09 og 15-18, med god musik (hvis der bliver penge til den slags) og med venlig og høflig forklaring til de plagede kø-bilister om hvorfor de holder i kø der hvor de holder.

Forklaringen, der kunne være, at den daværende socialdemokratiske amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen ikke syntes, at der skulle Metro til Lyngby – det ville blive alt for dyrt. Jeg ville så finde en person, med forstand på pengesager til at forklare mig, om hvor meget billigere Letbaneprojektet er i forhold til et Metroprojekt, der alt andet lige, havde en indbygget fremtid i sig-?

I det hele taget, så synes det som om socialdemokratiet her i kommunen, har glemt at de endnu ikke sidder i Folketinget – de tror de skal passe hele Danmark. I er altså kun stemt ind i Lyngby! Viceborgmesteren var ude for et par uger siden, og berette om at han skam havde ’røv i bukserne’. Jeg har senere fået at vide, det er noget han siger, fordi han tror det beviser han ikke har røv i begge ender. Lidt tynd bevisføring, den holder nok ikke i byretten.

Jeg så for en måneds tid siden, at en vælger i Glostrup var af samme mening som os i Lyngby. Letbanen i Lyngby bør graves ned. Mit forslag her og nu er: Ja tak. Grav den ned på en øde ø. Lad os få Metro til Lyngby.

Publiceret 02 February 2019 08:00

SENESTE TV