DEBAT: Skynd dig at nå at se Flækkens udstillinger

Peter Hvidtfeldt,Kongshvilebakken 36, Kgs. Lyngby

DEBAT I 2009 begyndte arkæologiklubben Flækken at afsøge Virummarkerne ved Furesøen med henblik på at finde redskaber af flint.

Efter 10 års ihærdig søgen har vi nu fundet fire bopladser samt syv "aktivitetsområder", som alle er fra "Enkeltgravskulturen". Andre bopladser fra samme kultur er fundet ved Rømmerødgård, ved Hvidegården samt ved Trepilelågen i Dyrehaven.

På Sjælland kendes der ikke andre fund fra enkeltgravskulturen ud over de, der er gjort i Lyngby-Taarbæk. På Friboeshvile, Lyngby Hovedgade 2, kan du hver lørdag kl. 10-14 se de mange fund af økser og andre redskaber, der er gjort.

Ved Fribadet ved Furesøen har der stået en middelalderborg, der blev sønderskudt den 1. maj 1535.

I 1929 foretog Arne Nystrøm en udgravning af stedet. I 1984 blev alle de genstande, der blev fundet ved denne udgravning, overdraget til Flækken af rigsarkivar Olaf Olsen.

Disse genstande kan lige nu ses i en udstilling på Friboeshvile.

Enkeltgravskulturen er nærmere beskrevet i Lyngby-Bogen 2011, mens Hjortholms historie er beskrevet i Lyngby-Bogen 2018.

De omtalte to udstillinger skal ses før 31. maj 2019, idet Flækken på dette tidspunkt er opsagt af kommunen efter 42 år på stedet.

Publiceret 30 January 2019 16:00