Kenneth Kristensen Berth

Kenneth Kristensen Berth

Nu SKAL regionerne nedlægges

Af MF Kenneth Kristensen Berth (DF), valgt i Københavns Omegns Storkreds

Stinus Lindgreen, regionsrådsmedlem fra De Radikale, forsøger i Det Grønne Område den 22. januar at slå til lyd for at regionerne er afgørende for at beholde den lokale forankring af sundhedsvæsnet. Det er regionsrådsmedlemmerne – og ikke os på Christiansborg – der kender til de lokale forhold, lyder argumentet.

Det er pudsigt med den store kærlighed til regionerne, som stort set ingen borgere interesserer sig for og kender medlemmerne af. Mens jeg selv sad i Regionsrådet vedtog et flertal uden om Dansk Folkeparti at lukke sygehusene i Helsingør og Frederikssund hen over hovederne på de lokale borgere, der ønskede at bevare deres sygehuse. Så det er vist så som så med den der lokale forankring.

Regionerne og Folketinget har siden etableringen gensidigt skældt hinanden ud, når det gik galt i sundhedsvæsnet. Regionerne mente det var Folketingets skyld og Folketinget at det var regionernes skyld. Det abespil skal stoppes. Vi skal have et enstrenget sundhedssystem, hvor ansvaret ligger på Christiansborg, og hvor Christiansborg-politikerne kan stilles til regnskab, hvis det går skævt.

Danmark er ikke meget større end Stormetropol Hamborg. Der er ingen grund til at vores sundhedsvæsen er delt op i 5 små parceller med forskellige IT-systemer og forskelligt serviceniveau. Derfor er det skønt, hvis regionerne nu bliver nedlagt.

Publiceret 26 January 2019 08:30