Debat: Hold da op, hvor er det useriøst!

Finn Rudaizky (DF), medl. Region Hovedstaden og BR

DEBAT Torsdag den 17. januar bragte endnu et chok til de lyttere, som klokken 8.30 hørte P-4 Københavns Radio. Formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S) foreslog, at den nuværende skandaleramte Sundhedsplatform i Region Sjælland og Region Hovedstaden, skulle være netop det system, som over hele landet, burde blive det fremtidige fælles IT-system. Noget tyder på panik før lukketid.

Folketinget vil snart, med stort flertal beslutte, at i Danmark, bør der, ikke som nu, være forskellige systemer på hospitalerne. For at sløre den hidtil største og dyreste IT-skandale, foreslår Sophie Hæstorp, den nærmest ubrugelige Sundhedsplatform. Der sker mod bedre vidende, for selvfølgelig ved regionsformanden godt, at Folketinget ikke vil pege på den katastrofale Sundhedsplatform fra Region Sjælland og Hovedstaden.

Men Sophie Hæstorp og Socialdemokraterne har jo lige to andre problemer, som de skal have løst. Et flertal i Region Hovedstaden, har vedtaget, at Sundhedsplatformen skal bevares. Et flertal samme sted, har undladt at udpege kritiske IT-eksperter til bedømmelse af Sundhedsplatformen. Og partiet Venstre i Region Hovedstaden, har bundet sig til dette, i budgetaftalen med bl.a. Socialdemokraterne. Hvordan hænger det mon lige sammen med Venstres synspunkter i Folketinget ? Det gør det heller ikke. Det lyder derfor hult, når et ellers seriøst Venstre medlem af regionsrådet, Anne Ehrenreich, bakker Regeringens Sundhedsreform op samtidig med, at hun og Venstre i regionsrådet, har en skriftlig aftale med også Alternativet, SF, de radikale om bevarelse af den fatale Sundhedsplatform. Anne Ehrenreichs partifælle, statsminister Lars Løkke Rasmussen, vil derimod af med Sundhedsplatformen. Det er vi i DF helt enig i. Jeg synes Venstre i Region Hovedstaden har et alvorligt forklaringsproblem.

Spørgsmålet må derfor stilles? Hvorfor trækker Venstre i Region Hovedstaden sig ikke fra budget-aftalen? Kan partiet Venstre på een gang, både være for og imod Sundhedsplatformen? Hold da op, hvor er det useriøst.

Publiceret 26 January 2019 19:00