Debat: Letbanen på Ring 3 demokratisk?

Torben PedersenBernhard Olsens vej 32, Virum

DEBAT I Weekendavisen d. 4. jan. 2019 er der et yderst interessant læserbrev med overskriften "Udemokratisk".

Efter at have læst omtalte læserbrev, måtte jeg knibe mig en ekstra gang i armen, da jeg så, det var skrevet af selveste Sigurd Agersnap, Kommunalbestyrelsesmedlem i Lyngby-Taarbæk kommune.

I læserbrevet angriber Sigurd Agersnap med rette Regeringen, Folketinget, embedsapparatet etc. sammen med Socialdemokratiet , for gang på gang at optræde udemokratisk, hvor man "tromler" henover oppositionen, uden at tingene bliver debatteret seriøst, sætter demokratiets "vagthunde" ud af spillet etc. og her er jeg helt på linie med Sigurd Agersnap! Vi påberåber os at have verdens bedste demokrati. Sandheden er, at det kun er på "overfladen", vi har demokrati. Det fungerer blot ikke, når det drejer sig om substansen. Her har betydelige stramninger i bl. a. "Offentlighedsloven" medført, at aktindsigt i offentlige anliggender nærmest er umuliggjort, hvilket Sigurd Agersnap så rigtigt påpeger.

Man kan imidlertid ikke lade være med at tænke på, hvorledes demokratiet har det i "den lille købstad, Kongens Lyngby"? Hvorledes tackler "Sognerådet" situationen der? Stiller Sigurd Agersnap sig også der på de forurettede borgeres side, eller har han helt glemt "hvor højt han holdt fanen" i sit læserbrev i Weekendavisen?

Ser man på de politiske "spilfægterier", der foregår i Lyngby-Taarbæk omkring "en letbane på Ring 3", da er det mere end svært at få øje på Sigurd Agersnap's høje idealer om, at man ikke bare skal tromle tingene henover hovedet på "folket". I LTK-kommunalbestyrelse agerer Sigurd Agersnap nærmest som "stemme-kvæg" for især Socialdemokratiet, hvor SF i det lille lokalsamfund føler, at man sågar skal markedsføre "landspolitiske mærkesager", selv om borgerne tydeligvis er imod dette, og hvor løsningerne åbenlyst vil være til stor skade for Lyngby-Taarbæk kommune og dens borgere?

"Hvi ser du splinten i din broders øje, men ej bjælken i dit eget" står der i Bibelen! Dette leder hen til at spørge Sigurd Agersnap, hvorfor han ikke har de samme høje idealer om demokrati, når han sætter sig i stolen i Byrådssalen på Lyngby Rådhus , som når han skriver læserbreve i Weekendavisen?

Utallige borgere har gennem flere år dokumenteret, at beslutningen om en letbane gennem Lyngby, vil både være unødvendig, dens samfundsøkonomiske værdi stærkt negativ og ikke mindst, at den vil ødelægge Lyngby fuldstændig trafikalt set! Alligevel stemte Sigurd Agersnap for en endelig vedtagelse af letbaneprojektet, der blev vedtaget med det spinklest mulige flertal!

Det ville have klædt Sigurd Agersnap at han, som nyudnævnt formand for "Teknik- og Miljø-udvalget", med den viden om letbanen han besidder, som minimum havde givet sagen en "time out".

Er der virkelig tale om en og samme person, der skriver et blændende godt læserbrev i Weekendavisen mod udemokratiske metoder og samme person som sidder i Kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk kommune, og som medvirker til at vedtage MEGA-projekter hen over hovedet på borgerne?

Sigurd Agersnap, jeg vil opfordre dig til at læse dit eget læserbrev igen, hvor du blot udskifter ordene "regeringen, statsmagten etc." med "Kommunalbestyrelsen i LTK"! Da vil du få et chok, hvor du vil opdage, at Kommunalbestyrelsen i LTK, som "Interessent" i f.eks. "Hovedstadens Letbane I/S", ikke en gang kan få fremlagt selv de mest fundamentale oplysninger om økonomien i og bag projektet og alligevel stemte du for!

Sigurd Agersnap, tiden må vist være inde til, at du viser dit sande ansigt! Vil du fremadrettet praktisere et ægte, åbent demokrati, som du plæderer for i dit læserbrev, eller vil du fortsætte som hidtil, som støtte for mørke kræfter i LTK-Kommunalbestyrelse?

Publiceret 25 January 2019 19:00

SENESTE TV