Debat: Headspace er et plaster på et åbent sår

Joachim Schiødt, folketingskandidat SF Lyngby-Taarbæk

DEBAT Den 18. december kunne vi læse i DGO, hvordan rådgivningscenteret Headspace ser frem til at åbne i Lyngby til marts.

Det tror jeg de fleste, der kender psykisk sårbare unge, også gør.

For hvert eneste skridt vi kan tage for at hjælpe unge i en svær tid, er et skridt i den rigtige retning.

Vi lever i en tid, hvor ungdommen har det svært. Hver tredje unge pige døjer med psyken, hver tredje gymnasieelev føler sig stresset, og tre gange så mange børn og unge bliver diagnosticeret med angst eller depression som for 10 år siden.

Jeg bliver glad, når jeg ser Bodil Kornbek udtale i artiklen, at ”Vi må derfor sammen gøre vores ypperste for, at unge får de bedste muligheder.”, og i Lyngby-Taarbæk gør vi da også, hvad vi kan.

Vi tilbyder gratis psykologhjælp til unge, vi hjælper med rådgivning fra kommunen, og vi åbner nu også et frivilligt drevet rådgivningscenter, men hvor end vi gerne ville det, skal der desværre meget mere til for at kurere de unges mentale helbred.

Ungdommens mentale helbred er et nationalt problem, der kræver nationale løsninger, og jeg håber, at Kornbek vil råbe sine socialdemokratiske kolleger på Borgen op, så de begynder at tage fat om roden af problemet. Så de vil skabe et uddannelsessystem, som ser mennesker fremfor tal og ikke stresser de unge.

Så de vil tilknytte psykologer til alle ungdoms- og videregående uddannelser. Så de vil sørge for at nedbringe ventetiden hos psykologer og psykiatere, så de unge ikke skal gå flere måneder med deres problemer. Det vil jeg og SF i hvert fald kæmpe for i Folketinget.

Der er brug for langsigtede løsninger, hvis vi skal vende kurverne for ungdommens velbefindende. Indtil da er Headspace desværre et (i øvrigt glimrende) plaster på et åbent sår.

Publiceret 17 January 2019 15:00

SENESTE TV