Debat: Letbanen er også mere udligning og højere ejendomsskatter

Henrik Sørensen, Folketingskandidat Det Konservative Folkeparti, Gladsaxe kredsen

Højere ejendomsskatter er en af de mange omkostninger ved letbanen, som borgerne i Lyngby Taarbæk kan se frem til, når letbanen åbner. Det er fordi kommunerne bag letbanen regner med, at grundene nær letbanen bliver mere værd, og det betyder højere ejendomsskatter.

Af et notat fra 2011 fremgår det, at man regner med, at borgerne i Lyngby Taarbæk over 40 år skal betale 393 millioner kr. mere i ejendomsskatter.

Af de mange millioner kroner vil 342 millioner gå til endnu mere udligning, mens kun 51 millioner kr. vil komme borgerne i Lyngby Taarbæk til gode. I alt skal borgerne langs letbanen betale mere end 2 mia. kr. mere i ejendomsskat. Og af de mange penge skal 1,479 mia. sendes videre i udligning til andre kommuner.

Borgerne i Lyngby Taarbæk betaler allerede i dag nok i udligning til resten af Danmark. Hvorfor skal de betale endnu mere i udligning på grund af en letbane?

Det kan undre, at ingen af letbanetilhængerne har fortalt borgerne, at man på grund af letbanen skal betale endnu mere i ejendomsskat. Og at de fleste af de mange millioner sendes videre til andre kommuner i Danmark, hvor deres borgere får gavn af de mange millioner.

Letbanen bliver på alle måder en økonomisk møllesten for borgere og kommuner i de næste 40 år, hvis letbanen bliver en realitet. Letbanen koster så mange penge, at politikerne er nødt til både at hæve skatterne og skære i kernevelfærden for at betale for letbanen.

Det er den barske realitet, som både borgere og politikere i de næste mange år må se i øjnene.

Publiceret 09 January 2019 08:00

SENESTE TV