Arkivbillede: Personerne på billedet har intet med indholdet af indlægget at gøre.

Arkivbillede: Personerne på billedet har intet med indholdet af indlægget at gøre.

Debat: Forældre, tag ansvar for jeres børn

Af
Mette Visti Larsen

Solvænget 21

Lyngby

debat Klokken er 7.50, og jeg står klar til at tage imod eleverne fra 3.b med et smil og en glad morgenhilsen. Flere af mine elever myldrer ind, finder deres kinabøger frem og går i gang med deres morgenrutiner.

I døren står nu Peter med sin far. Peter er træt, småsnottet og ligner bestemt ikke en, som har lyst og overskud til endnu en dag på otte timer i skole og klub. Far fremstammer noget med, at Peter ikke har sovet særlig godt, da familien havde gæster og kom ret sent i seng.

Derudover er Peter lidt forkølet, og gejsten til morgenmaden var ikke hamrende stor, da han blev vækket kl. 7. Peter får stukket en bolle med ost i hånden, far skubber ham blidt ind af døren og mumler et: "Kan I have en dejlig dag" til Peter og jeg. Derefter er han den, som er smuttet på job.

Det, som jeg netop har oplevet, er en ganske almindelig del af lærerjobbet.

Jeg føler, at jeg ikke længere kun er Peters folkeskolelærer, men også ansvarlig for Peters søvn, mad og trivsel.

Ingen tvivl om, at den primære socialisering bør ske hos forældrene, men da skolebørn tilbringer størstedelen af deres vågne timer omkring lærere og pædagoger, er der sket et paradigmeskift. For det første er det ikke rimeligt, at Peter skal afleveres småsnottet, men også træt og sulten i skole. Dette er forældrenes ansvar.

Det er forældrenes ansvar at sikre deres børns søvn, fysiske velbefindende og mad. Når Peter afleveres i skole træt, sløj og uden en god morgenmad, så er han ikke klar på at skulle lære det faglige stof, lege med sine kammerater i frikvartererne og forholde sig til sine sociale relationer med overskud.

For det andet har det en betydning for de andre elever i klassen. De har en klassekammerat, som er i underskud på flere parametre. De andre elever skal nu tage hensyn til Peters underskud i de sociale relationer, de skal muligvis selv smittes med novemberforkølelse, og de skal udvise et fagligt overskud, når Peter går kold på de faglige opgaver i klassen.

For det tredje skal jeg løbe endnu hurtigere blandt de 28 elever i klassen.

En normal folkeskoleklasse er varieret i forhold til faglighed, social kompetence, introverte/ekstroverte elever og elever, som er kommet til, efter specialskolerne er lukket.

Der sidder ofte et par diagnosebørn i alle klasserne, som har særlige behov fra læreren og sine klassekammerater.

Peters forældres holdning til sygdom, nattesøvn og kost har en indirekte betydning for mig. Jeg kan nu blive smittet, og skal løse ekstra konflikter mellem eleverne, da Peters forældre har hygget med nogle venner en tirsdag aften.

Lad os få ansvaret placeret hos forældrene. Lad det være ok, at læreren ringer forældrene op, og beder dem hente deres børn igen, når børnene ikke er udhvilede, snottede eller har fået morgenmad.

Dette er ganske naturligt i mange andre lande. Her ringer kontoret forældrene op og beder dem hente deres børn, når de ikke er læringsparate.

Læringsparat betyder, at barnet har fået sovet, spist og er frisk. Dette bør være et minimumskrav til forældrene i folkeskolen. Søvn, mad og fysisk velbefindende er bunden af menneskets basale behov. Kom ind i kampen, forældre!

Publiceret 07 December 2018 15:00

SENESTE TV