Debat: Kommunens underlige reaktion

Elisabeth Pedersen, Blåregnvænget 5, Virum

DEBAT Det er interessant at læse, hvor oprørt Lyngby-Taarbæk Kommune er, fordi der nu ikke længere kan tegnes servicekontrakt vedr. de private fællesveje.

Men det er nu alligevel underligt med den store bestyrtelse hos Lyngby-Taarbæk Kommune i betragtning af den erfaring, jeg i år har gjort med kommunen desangående.

Jeg mailede i maj måned til Lyngby-Taarbæk Kommune om at få oprenset vejbrøndene på vores vej.

Der indgik et autosvar om, at der senere ville komme en besvarelse. Intet skete.

I august sender jeg en ny mail med henvisning til første mail. Nyt autosvar. Intet sker.

I oktober sender jeg den tredje mail og samtidig en opringning vedr. de manglende svar.

En medarbejder fortæller mig, at hun vil sørge for, at jeg bliver ringet op af en anden medarbejder! Intet sker!

Lyngby-Taarbæk Kommune kunne lovligt oprense brøndene indtil november måned, men har åbenbart ingen interesse heri. Det er helt uacceptabelt med en kommune, der ikke besvarer borgernes henvendelser! Men måske man kan komme i kontakt med dem via Det Grønne Område.

Gad vide, hvordan det skal gå, når kommunen skal til at udstede påbud. Jeg tør ikke tænke tanken til ende.

Publiceret 18 November 2018 15:00

SENESTE TV