Debat: Letbanen bygger på et bredt samarbejde

Henrik Thorsager AndersenRavnholmvej 13ALundtofte, Kgs. Lyngby

DEBAT Den 3. november var en lille gruppe Lyngby-Taarbæk borgere på besøg i Aarhus for at høre om etableringen af Letbanen og om den omfattende byudvikling, der er sket de senere år i Aarhus.

De gennemgående nøgleord for den succesfulde udvikling i Aarhus har været samarbejde og respekt for flertalsbeslutninger. Alt udvikling i Aarhus bygger på et bredt samarbejde mellem alle partier.

Efter at et politisk flertal besluttede at anlægge en letbane i Aarhus, bakkede både tidligere modstandere og tilhængere op om at skabe den bedste løsning og driftsmæssige platform for Letbanen i Aarhus. Det har betydet, at direktør for Letbanen, Michael Borre i dag har ro på bagperronen og har de bedste og mest optimale betingelser for at drifte Letbanen, som bidrager værdifuldt til samfundsudviklingen i hele Østjylland.

Som sagt var det vigtigste nøgleord, vi fik med hjem fra Aarhus, samarbejde. Vi står nu overfor igangsættelsen af letbanebyggeriet i Lyngby-Taarbæk Kommune. Derfor er det vigtigt, at vi nu står sammen om det vedtaget projekt og respekterer en flertalsbeslutning om etableringen af Hovedstadens Letbane. Det er et fælles ansvar, at vi får skabt de bedste og mest optimale betingelser for etableringen af Letbanen i hovedstadsområdet. Det skylder politikerne borgerne i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Publiceret 16 November 2018 08:00

SENESTE TV