Debat: En berigelse for DTU

Sofie Carsten Nielsen, stedfortrædende politisk leder for Radikale Venstre og Stinus Lindgreen, Lyngby-Taarbæk (Radikale Venstre)

DEBAT Hvert år uddanner DTU mange internationale studerende. De er en berigelse for Danmark, for mange af dem ikke blot uddanner sig i Danmark, men bliver og arbejder.

Selvom det ikke er alle, der bliver i Danmark efter uddannelsen, så er internationale studerende et stort plus i kroner og ører for Danmark. Alligevel vil regeringen skære antallet af internationale studerende på engelsksprogede uddannelser med 1.000 pladser.

DTU advarer imod, at regeringens planer gør, at der f.eks. bliver uddannet færre ingeniører, som Danmark kommer til at mangle. Det får erhvervslivet til at ryste i bukserne, fordi der i forvejen er mangel på arbejdskraft.

Men internationale studerende er ikke kun kroner og ører. De bidrager til et levende studiemiljø på universiteterne med ny viden og banebrydende ideer. De bidrager til et rigere foreningsliv for alle studerende.

Derfor bør vi – i stedet for at lægge lofter og begrænse - kigge på mulighederne for at endnu flere internationale studerende vil blive boende i Danmark efter endt uddannelse. Det gør vi for det første ved at inkludere internationale studerende i det faglige og sociale fællesskab på uddannelserne, fordi man i højere grad bliver på uddannelsen, hvis man har et socialt netværk.

Derudover skal vi ikke lægge forhindringer i vejen, når internationale studerende vil blive og arbejde i Danmark. For ofte er det ikke lysten der mangler, men rigide regler i udlændingeloven, der spænder ben. Det er afgørende, at man som international studerende ikke frygter at blive smidt ud.

Vores budskab er klart. Vi skal ikke sætte forhindringer op for internationale studerende, men derimod bruge kræfterne på, at internationale studerende får lyst til at blive i Danmark. Det er godt for Danmark og for DTU, der fortsat kan få lov til at uddanne den arbejdskraft, som Danmark har brug for.

Publiceret 11 November 2018 19:00

SENESTE TV