Debat: De ældre bliver de store tabere

Af
Jette Grube, lokalformand,

Tidens Demokrater Lyngby-Taarbæk

debat De ældre bliver igen-igen de store tabere

Jeg finder det stærkt kritisabelt, at der er indgået aftale om, at social- og sundhedshjælperne nu skal påbegynde vagten hos den første borger og afslutte arbejdsdagen hos den sidste på listen. Man kommer i den grad til at mangle faglig sparring, som er en meget vigtig del af ens arbejde.

Og hvad med nøgler til de ældres hjem? Jeg kan regne ud, at man her i kommunen benytter elektroniske nøgler. De skal så opbevares hjemme hos medarbejderen.

Og hvad nu hvis denne bliver udsat for indbrud med risiko for, at tyven kan låse sig ind hos de sårbare borgere og stjæle deres værdier?

Ligeledes skal medarbejderen bekoste strøm til deres håndholdte telefoner, hvor de også kan se deres kørebog og dokumentationsprogram. Heri ligger der også en besparelse for kommunen - på bekostning af medarbejderen.

Det er godt nok en forringelse af medarbejdernes vilkår, ikke at forglemme borgernes tryghedsfølelse.

På den korte bane er det ren win-win for kommunen, som kan presse mere ind på kørelisterne, så medarbejderne skal løbe endnu stærkere, end de allerede gør.

På sigt frygter jeg, at besparelserne vil blive ædt op af langtidssygemeldinger og gøre det nærmest umuligt at rekruttere personale.

Man har besluttet at bruge yderligere millioner på en kunstgræsplæne i Lundtofte og forringer de ældres og ansattes vilkår.

Jeg har virkelig svært ved at finde mening i den disposition. Det bliver mere og mere tydeligt, at der mangler medlemmer med sundhedsfaglig baggrund i kommunalbestyrelsen, som kan argumentere for, hvad der fungerer og sker ”på gulvet”.

Publiceret 08 October 2018 18:00

SENESTE TV