"... det havde klædt DGO med blot en lidt kritisk holdning til nogle af byggeriernes massive højde, tæthed og ødelæggelse af grønne områder f.eks. på politigrunden i Sorgenfri og i tracéet i Lundtofte for blot at nævne to eksempler," skriver Karl-Henrik Baum. Foto: Lars Schmidt

Debat: Ukritisk og mikrofonholdende

Af Karl-Henrik Baum, Lundtofteparken 50 2. th, 2800 Kgs. Lyngby

"På rundtur med Simon Pihl Sørensen: Lyngby i rivende udvikling - der kommer mange, mange flere byggekraner til byen."

Under ovenstående overskrift inviterer DGO til rundtur på de mange byggepladser i kommunen med formanden for byplanudvalget, Simon Pihl Sørensen (S), i spidsen.

Man kan mene meget om den ledsagende fuldstændig ukritiske og underdanigt “mikrofonholdende” DGO artikel om 'Lyngby-Taarbæks Byggekonge'.

Men det havde klædt DGO med blot en lidt kritisk holdning til nogle af byggeriernes massive højde, tæthed og ødelæggelse af grønne områder f.eks. på politigrunden i Sorgenfri og i tracéet i Lundtofte for blot at nævne to eksempler.

For ikke at tale om de mange indsigelser og protester fra berørte borgere, der enevældigt og arrogant blot overhøres.

Og så forstår jeg slet ikke, at de øvrige partier lader 'Byggekongen' køre solo med klatten. Har I slet ingen meninger og holdninger til byudvikling i Lyngby-Taarbæk? Har I besluttet at overlade det hele ukritisk til Simon Pihl?

Hvor er de mange konservative mandater i byplanudvalget henne i denne sammenhæng? Måske arbejder I og borgmesteren på de indre linjer, men udadtil er det kun 'Byggekongen', der tegner butikken.

Er det virkelig tilfredsstillende for jer? Har I ikke større ambitioner end at være Simons ukritiske støtter?

Avisen svarer:

Kære Karl-Henrik Baum.

Tak for dit indlæg, som jeg har læst med interesse.

Præmissen for historien var ikke en kritisk dækning af de mange byggeprojekter i kommunen. Præmissen var alene at give læserne et overblik over, hvad der sker og kommer til at ske på byggefronten lige nu og i de nærmeste år.

Den præmis levede vi op til, og jeg er sikker på, at rigtig mange er blevet blot en lille smule klogere på omfanget af den udvikling, kommunen er i. Ud fra det kan man jo så begynde at danne sig en holdning og debattere den kommunale udvikling - som du også gør her.

Det Grønne Områdes opgave er ikke konstant og konsekvent at gå kritisk til alle de historier, vi skriver. For vi kan hurtigt falde i den grøft, hvor man er sur for en sikkerheds skyld. Og så er der ikke rigtig nogen, der tager én alvorligt.

Mvh. Lars Schmidt, redaktør,

Det Grønne Område

Publiceret 10 August 2018 15:00

SENESTE TV