Hjemsendelse af flygtninge vil give flere penge i kommunekassen

Anette Skafte, folketingskandidat Københavns Omegns Storkreds (DF)

Venstres Mads Fuglede mener, det er bedre at integrere flygtninge og udbetale kommunen en bonus på 25.000 kr. for hver flygtning, man får i beskæftigelse, end det er at forberede dem på, at de skal tilbage til hjemlandet.

Men selv om det ser ud til, at Venstre ikke kan få armene ned, fordi der er kommet lidt flygtninge i beskæftigelse, ville det være at foretrække, hvis kommunerne fokuserede lidt mere på at få lavet en hjemsendelses plan for at få udlændinge til frivilligt at vende hjem igen.

Man skal i langt højere grad motivere og informere flygtninge og deres sammenførte familiemedlemmer bedre, om de muligheder de har for at rejse tilbage til hjemlandet, og med et resultattilskud på 25.000 kroner plus den sparede forsørgelse for hver flygtning, der vælger at rejse hjem, kommer det til at veje noget tungere i kommunekassen.

Faktisk kan jeg slet ikke se, hvad man jubler over i Venstre, for godt nok er der kommet 3.600 flere flygtninge i beskæftigelse det sidste år, men ud af 60.000, der er givet opholdstilladelse til, er kun 9.000 flygtninge i beskæftigelse. Det kan man næppe kalde for en succes.

Desuden ser det ud til, at de kvindelige flygtninge ikke ser det som en nødvendighed at komme i arbejde, for det er stadig kun 14 pct. af dem, der er i beskæftigelse.

Den lave beskæftigelsesgrad blandt flygtninge og især kvinderne vil koste de danske skatteydere 17 mia. kr. i offentlig forsørgelse.

Så i stedet for at staten bruge 90 mio. kr. til kommuner for at få nogle flygtninge i beskæftigelse, skulle de hellere bruge pengene på at hjemsende flygtninge og i stedet tilbyde de ledige job til danske ledige.

Publiceret 09 June 2018 15:00

SENESTE TV