Debat:

Ode til letbanens endeligt

Kirsten Bernstorff Schrøder, Nørgaardsvej 4E, Lyngby

Som tredjegenerations lyngbyborger kan jeg ikke se, at en sporvogn/letbane gennem Lyngby er en god løsning for fremtidens trafik og Lyngbys sammenhængskraft som by.

Mit forslag er at have en bus i stedet for en sporvogn.

En bus kræver også plads, og en busvej, som vil være nødvendig, hvis bussen skal have en chance i trafikken.

Men der er dog flere muligheder med en bus.

Vi behøver ikke al det besvær med at lave blinde veje ved Chr. X's Allé og Nybrovej.

Hvad gør man, hvis en letbanevogn har et uheld?

En bus kan blive omdirigeret.

Det er sikkert også lettere at vedligeholde vejen i vintervejr. For ikke at tale om omstilling til fremtidens førerløse busser med plads til cykler.

Der vil også være mulighed for nogle ekstra busstoppesteder ved at udvide busbanen hist og pist, så pensionister også kan komme med. Og de hurtige busser kan komme forbi.

Lyngby vil ikke blive delt i et Lyngby Syd og et Lyngby Nord. Og jeg håber, at det stadig er muligt at krydse Klampenborgvej forskellige steder.

Mange små byer har mistet deres sjæl ved byfornyelse og med den metropol, der bliver bygget op omkring Lyngby, er det vigtigt at bevare en gammel bykerne, der har historie og charme.

Lyngby har gjort sig umage for at beholde Hovedgadens hyggelige stemning og Jytte Kløves dejlige krone, der hænger i krydset ved Klampenborgvej.

Der er en glæde ved at gå tur i Lyngby. En skønhed der ikke må tabes.

Det er svært at spå om fremtiden, men jeg tror ikke, at busser vil stoppe den. Snarere tværtimod.

Hvorfor gøre det besværligt - og dyrt? Alt sammen for 4 minutter.

Publiceret 22 April 2018 21:00

SENESTE TV