DEBAT:

Da jeg bad om hjælp, rystede folk blot på hovedet og kørte videre

Leif Tage Olsen, Lyngby Hovedgade 57, Kgs. Lyngby

Tirsdag eftermiddag havde jeg et ærinde på Jernbanepladsen og efterfølgende på Hovedgaden.

Ved krydset Jernbanepladsen/Lyngby Hovedgade kunne jeg se, at der var problemer med en venstresvingende bil - den holdt stille med katastrofeblinket tændt. En yngre kvinde beder om hjælp - bilen var død.

Jeg trådte til og søger forgæves at få andre bagvedkørende billister til at hjælpe, alene kunne jeg ikke skubbe en relativ stor bil.

Umiddelbart bag den strandede bil holdt en bil med to cirka 40-årige mænd, de rystede på hovedet og kørte højre om og væk - det samme gentog sig med de efterfølgende omkring 10 biler.

Redningen var en yngre mandlig fodgænger, der på mit råb trådte til med det samme, og efter maksimum to minutters skubben var bilen i sikkerhed - selv de venstresvingende biler holdt tilbage, tak for det.

Jeg er fortsat rasende, hvorfor i alverden kan ingen hjælpe i denne - trafikale - kritiske situation? Det var vel ikke fordi, det var en 'stor dyr' bil? Jeg tænker mit og siger tak for hjælpen til den unge mand.

Eller handler det igen igen om den tiltagende egoisme og pas dig selv holdning?

Godt nytår - håber jeg.

Publiceret 12 January 2018 16:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV

Tak for hjælp ved færdselsulykke

Vi vil gerne takke de forbipasserende, som tirsdag 29. hjalp med at få os på fode igen efter en færdselsulykke

Vi kom på scooter ned af Engelsborgvej og bremsede lidt sent op for de røde lys.

Vi holdt stille ved de utydelige hvide striber, da en motorcykel kom bagfra og kørte ind i os, så vi væltede om på siden, hvor jeg kom til at ligge under scooteren med min mand delvist ovenpå. En snarrådig dame fra Hillerød, Henriette, standsede sin bil, stod ud og sammen med andre hjalp hun os begge fri af scooteren.

Såvel motorcykelkøreren fra Belgien som vi var ret chokerede.

Han erkendte sin skyld i ulykken, som skyldtes hans uopmærksomhed.

På fortovet gik nogle mennesker, som var utrolig søde til at tilbyde mælk eller vand til os. Disse personer fik vi ikke navne på, og vil derfor gerne bringe dem vores tak. Ligesom vi var taknemmelige over, at Henriette tilbød mig at sidde i sin bil og drikke lidt vand.

Bagefter kørte hun mig hjem til Bondebyen, og vi fik os en lille snak, indtil en af vore naboer kom til og hjalp os med a kontakte 1813 af hensyn til eventuel lægehjælp.

Alle disse rare mennesker vil vi gerne sige tak til for jeres hjælpsomhed og omsorg, det hjalp.

Og heldigvis brækkede vi ikke noget, men blev noget forslåede og har smerter endnu. Og både vi og belgieren er ved at komme os over chokket.

Vi har dog været nødt til at aflyse en rejse til Italien i denne uge.