DEBAT:

På Virum skole står skolebestyrelsen magtesløse over for de skandaløse udearealer

Lene Svanholm Rosenbeck Frederiksdalsvej 247, Virum ”Vi bruger flere penge på de ældre end landsgennemsnittet, vi har gode resultater i skolerne (…)”. Citatet er fra borgmester Sofia Osmanis nytårsudtalelse i DGO 2. januar. Jeg savner, at vi i LTK prioriterer at skabe anstændige fysiske rammer for vores børns skoleliv. På Virum Skole fortæller skolebestyrelsen os forældre, at de står magtesløse over for de skandaløse udearealer, der i disse måneder er forvandlet til én stor mudderpøl. Og de fortæller, at legepladsen, som i bedste fald ville kunne bruges i børnehaven, er blevet installeret mod skolens ønske. Og de fortæller, at alle midler til vedligeholdelse af ude-arealerne på alle kommunens folkeskoler er blevet samlet i én fælles pulje således, at den enkelte skole er frataget ansvar og handlefrihed. Hvem sagde ”borgerinddragelse og medbestemmelse”? Jeg ved, at afgangskaraktererne er høje på kommunens folkeskoler, men lad det ikke blive et argument for at underprioritere almindelig og rettidig vedligeholdelse og opdatering af skolernes fysiske rammer. Kommunalbestyrelsen ”har brug for at komme i arbejdstøjet, værne om det, der fungerer og derefter konstruktivt kigge på de ting, der kan og skal forbedres” skriver Sofia Osmani andetsteds i sin nytårsudtalelse. Må jeg foreslå Børne- og Ungdomsudvalget en studietur rundt på kommunens folkeskoler inden bøgen springer ud? Husk gummistøvler.

Publiceret 10 January 2018 16:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV