DEBAT:

Lyngbys ny ’øjebæ’

Mogens Friis, Langs Hegnet 39, Kgs. Lyngby

Ordet øjebæ findes i den autoriserede danske ordbog, citat: “bygning eller anden arkitektonisk frembringelse, der er hæslig at se på og virker skæmmende på omgivelserne”.

Det lykkedes heldigvis at få fredet den lille skov på Dyrehavegaards jorder, men desværre ikke at undgå det hæslige byggeri, der nu tårner sig op omkring skoven, og som nu kan ses fra alle sider i landskabet.

Vore lokale politikere må være ærlige og erkende efterfølgende, at det desværre blev en øjebæ, der nok aldrig burde være givet tilladelse til. Hvorfor skete det? Kunne det ikke have ligge et andet sted, for eksempel på DTU's område?

Når nu skaden er sket, ville det så ikke være på sin plads at få omkranset byggeriet på samme måde som de øvrige bygninger på Dyrehavegaards jorder, Trongårdsområdet og Force Maritimt Center?

Det må være en oplagt opgave for både kommunen og Novozymes, når man tænker på borgerne i Hjortekær, der absolut ikke var begejstrede for det kommende byggeri.

Min opfordring skal være: Gå nu i dialog i begyndelsen af det ny år 2018 med alle grundejerforeningerne og for eksempel Danmarks Naturfredningsforening om at genskabe områdets landskabelige værdi og kvalitet.

Publiceret 06 January 2018 15:00

SENESTE TV