Der var et rigt børneliv i Kunstnerbyen på Gadevangen 7A-23, 1961. Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

Der var et rigt børneliv i Kunstnerbyen på Gadevangen 7A-23, 1961. Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

Kunstnerbyen i Hjortekær

I Kunstnerbyen kunne kunstnere realisere drømmen om et liv med kunst, bolig og familie.

Af
Af Mette Henriksen

Stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

Initiativet til Kunstnerbyen i Hjortekær kom fra to kunstnere: billedhuggeren Ulrikka Marseen og keramikeren Frode Bahnsen. De havde begge en drøm om at bygge et fælles byggeri bestående af boliger med atelier og samle andre kunstnere.

Drømmen blev realiseret på gartner Andersens grund i Hjortekær. Bebyggelsen blev tegnet af arkitekt Søren Leer-Jacobsen og kom til at bestå af 12 dobbelthuse med atelier og med adresse på Gadevangen 7A-23.

Byggeriet blev påbegyndt i 1955, og indflytningen fandt sted i løbet af 1956. Hvert enkelt hus rummede både atelier og beboelse. De første beboere var alle kunstnere inden for forskellige retninger, for eksempel tegnere, malere, keramikere og billedhuggere. De havde alle deltaget i hele byggeprocessen fra grundene blev udstykket til selve udførelsen af byggeriet.

Mange af de nye beboere var unge familier med børn, og børnene løb frit ind og ud af husene, så der opstod hurtigt et fællesskab på kryds og tværs af husene. I starten var der for eksempel kun en familie med fjernsyn, så når der var store sportsbegivenheder eller spændende film på programmet, samlede alle sig foran skærmen hos familien Kjærgaard. Der var også ofte sammenskudsgilder, vejfester og fastelavnsfest med tøndeslagning for børnene.

I 1959 lavede kunstnerne fra Hjortekær en udstilling på Lyngby Rådhus, som kom i stand på foranledning af Lyngby Kunstforening og med stor velvilje fra kommunen og borgmester Fenneberg, som var formand for kunstforeningen.

Gennem årene har der løbende været en udskiftning af beboere, men der bor stadig en del kunstnere i Kunstnerbyen i Hjortekær.

Publiceret 31 August 2019 08:00