Alban Lendorf kan slet ikke skjule, hvor glad han er for at skulle danse hovedrollen i 'Danish Design', en nyskabt ballet på Bellevue Teatret. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Alban Lendorf kan slet ikke skjule, hvor glad han er for at skulle danse hovedrollen i 'Danish Design', en nyskabt ballet på Bellevue Teatret. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Danmarks største balletstjerne på 'ferie' i Bellevue:"Jeg er bare rigtig glad for at være her"

Alban Lendorf prøver i øjeblikket på 'Danish Design', en forestilling, der hylder det kreative, skabende menneske og som stiller nye krav til Danmarks største balletnavn

Af
Jesper Bjørn Larsen

"Er det okay, at jeg spiser min mad, mens vi taler sammen?"

Alban Lendorf peger på sin nyindkøbte kyllingesalat og smoothie, der på en steghed torsdag i juli må gøre det ud for frokosten mellem prøverne på teatret i strandkanten.

Den danske superstjerne inden for ballettens verden virker ægte forlegen over at sætte lige netop den scene for dette møde med ham.

"Så længe du bare ikke smasker."

Det første af mange smil breder sig over Alban Lendorfs smukke ansigt, hvor skægstubbene har slået sig ned og hvor de brune hårlokker holdes på plads af en mønstret bandana.

Sekunder inden havde Det Grønne Områdes udsendte iagttaget den gigantiske plakat, der i øjeblikket pryder Bellevue Teatrets facade. En plakat, som sikkert får mange bilister til at dreje hovedet, for den forestiller Alban Lendorf med nøgen torso og et intenst blik. 'Gad vide, hvad det gør ved et menneskes ego at se sig selv hænge der', lød tanken, men nu kommer virkeligheden og slår fordommen til pindebrænde.

Alban Lendorf - der til daglig bor i Chelsea, New Yorks berømte kunstner- og bohemekvarter - har hverken stjernenykker eller superstar-attituder. Ikke engang noget, der minder om det. Til gengæld strutter han af ukrukket glæde.

"Jeg er bare rigtig glad for at være her. Selv om jeg langtfra er på ferie i den halvanden måned, jeg er hjemme, så føles det næsten som ferie. Det er virkelig rart at komme hjem. Og så er det fedt at danse her. Det er jo det, jeg godt kan lide... det er jo det, jeg elsker."

Alban Lendorff har været solodanser siden 2011 og har optrådt på alverdens scener. I maj 2013 vandt han prisen som 'Årets mandlige danser' ved Benois De La Danse Galla på Bolsjojteatret i Moskva i Rusland for sin rolle som Armand Duval i Kameliadamen. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Alban Lendorff har været solodanser siden 2011 og har optrådt på alverdens scener. I maj 2013 vandt han prisen som 'Årets mandlige danser' ved Benois De La Danse Galla på Bolsjojteatret i Moskva i Rusland for sin rolle som Armand Duval i Kameliadamen. Foto: Jesper Bjørn Larsen

En halvgammel idé

For cirka et år siden tog Pia Jette Hansen, Bellevue Teatrets direktør, fat i Alban Lendorf. Hun havde en idé. En idé, hun allerede havde fortalt ham om, da hun var på Østre Gasværk Teater, men som solodanseren dengang ikke kunne finde tid til i sin kalender, der var fyldt med opgaver for både American Ballet Theatre i New York og Den Kongelige Ballet i København.

Nu var der hul igennem. Ideen lød på at bygge en forestilling op, der skulle hylde dansk design. Hylde det kreative menneskes udviklingsrejse. Fra ægget til svanen. Altsammen med Alban som omdrejningspunkt i rollen som Designeren. Han var frisk.

"Det lød som et superspændende projekt, men også som en stor udfordring. For det var meget abstrakt. Jeg er en klassisk skolet balletdanser, der er vant til et stramt forlæg. Hvor alt er sat i en karakter på forhånd; hvor dansen er koreograferet ned til mindste trin. Og så har det været min rolle at kunne hvert et trin til perfektion. Her lagde de op til, at jeg selv skulle præge karakterarbejdet, skabe trinene. Det er fedt at få ansvar, men også et pres, jeg ikke har prøvet før. Så kan jeg jo ikke længere bare pege på koreografen og sige, det er hans eller hendes skyld, hvis det bliver noget lort," griner han.

I skabelsen af forestillingen arbejder Alban Lendorf tæt sammen med koreograf og instruktør René Vinther, der skrev synopsen, der bl.a. handler om de blokeringer, man sætter sig selv som kunstner.

Den 29-årige solodanser bliver ikke stresset af at skulle bære en forestilling, der 3½ uge før premieren stadig er under skabelse.

"Næh, for jeg kan mærke, at René har masser af erfaring med at arbejde på den her måde. Og både han og jeg kan hurtigt mærke, når noget virker eller ikke virker. Jo, der er da en lille portion af min hjerne, der siger, 'hey, hvad sker der her', men det føles rigtigt. Jeg føler, vi er ved at skabe en forestilling, hvor hver eneste bevægelse giver mening. Jeg tror på det!"

Danish Design bliver et møde mellem det urbane og det klassiske. Et møde mellem seks bodypaintede, nøgne kroppe og et superklassisk danseudtryk. Altsammen tilsat et filmisk sort/hvidt univers skabt af JA-film og scenografen Benjamin la Cour. Forestillingen har nykomponeret musik af Mike Sheridan og Jesper Mechlenburg.

Catarina Clode Casqueiro fra Portugal er til første sminkeprøve og har fået sat sorte kontaktlinser i øjnene. Pibeler holder hendes hår på plads i en stram frisure. Foto: Emilia Teresa

Catarina Clode Casqueiro fra Portugal er til første sminkeprøve og har fået sat sorte kontaktlinser i øjnene. Pibeler holder hendes hår på plads i en stram frisure. Foto: Emilia Teresa

Auktionshuset Lauritz.com indretter samtidig hele teatret - både oppe, ude og inde - med designklassikere, som er til salg, så der bliver tale om lidt af en totaloplevelse og en designevent.

Perfektionist til tåspidserne

Alban Lendorf var en af den slags drenge, som havde svært ved at sidde stille. Som 11-årig havde han derfor allerede sat flueben ud for karate, fægtning, klaver, badminton og fodbold, da hans mor så et opslag i avisen, der fortalte, at der var optagelsesprøve til Det Kongelige Teaters balletskole.

Han bliver 30 år den 7. september, så i runde tal har han cirka 10 år tilbage på toppen. Af en benhård kunstform, der tygger sine udøvere godt igennem, inden de bliver spyttet ud, godt møre i knogler og led, når de hilser på fyrrerne.

"Se, jeg har fået en ny sene," smiler Alban Lendorf, mens han strækker det ene ben ud i luften for at vise sit nyeste operationsar fra slutningen af november. Skaden kom efter overtræning. Han lægger ikke skjul på, at han er perfektionist. Han bliver besat af tanken om at udføre hvert eneste ballettrin perfekt. Og så lige gøre det endnu bedre. Hårde træningspas gør ham glad. Det samme gør følelsen af at have givet alt.

Alban Lendorf er efterhånden blevet opereret i begge ankler, begge albuer, flere gange i begge knæ, men det er en del af pakken, når man er balletdanser, konstaterer han. Det samme er den tidlige pension. Det er okay, fornemmer man.

"Jeg elsker Svanesøen, misforstå mig ikke, men jeg tænker, at jeg har danset den nok, når jeg bliver 40. Jeg vil klart blive i kunstens verden, når jeg stopper. Det skal være et eller andet med et kreativt outlet, det kan jeg ikke undvære."

Lige nu nyder den gennemsympatiske mand bare sit balletliv i New York. Byen, som han er stormende forelsket i.

"Fra første gang, jeg var i New York, blev jeg bidt af den. Det føles som hele verdens by. Den lugter, er beskidt, og der er mennesker overalt, men der er højt til loftet, og man føler sig velkommen, uanset hvor man kommer fra."

Catarina Clode Casqueiro fra Portugal sprøjtemales med en autolakerer-sprøjtepistol fyldt med bodypaint. Sprøjtepistolen styres af skræddersalsleder Trine Walter. Foto: Emilia Terese

Catarina Clode Casqueiro fra Portugal sprøjtemales med en autolakerer-sprøjtepistol fyldt med bodypaint. Sprøjtepistolen styres af skræddersalsleder Trine Walter. Foto: Emilia Terese

Beundret på afstand

Hvis vi lige ser bort fra den gang, Alban Lendorf dansede en lille pas de deux til en velgørende forestilling, så er Danish Design hans debut på Bellevue Teatret. Men han har alligevel minder fra stedet, for barndommens ture til Sverige bragte altid familien op ad Strandvejen for at nå færgen i Helsingør. Og Alban kiggede fascineret på Arne Jacobsens ikoniske hvide teaterbygning, når bilen passerede Klampenborg.

"Det er faktisk et fedt sted. Det er en forholdsvis lille scene i forhold til de store teatre, men den passer perfekt til det, vi skal lave. Det er så fedt, at man kan skyde taget til side, det skal vi have med i forestillingen på en eller anden måde."

Alban Lendorf skal tilbage til sine prøver. Vi krydser Pia Jette Hansen i foyeren og spørger hende, hvad det betyder for Bellevue Teatret at have fået et navn som hans på plakaten.

"Det betyder da alt. Han er jo Danish Design, ægget og svanen. Han voksede op på landet og blev en stor stjerne på Det Kongelige Teater via slid og hårdt arbejde. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at se ham som koreograf. Få er så dygtige som ham, så selvfølgelig har han noget i posen, som ingen har set endnu," smiler Pia Jette Hansen. Og så tilføjer hun: "Jeg er slet ikke færdig med at udforske dansk design. Det her er bare den første forestilling."

Danish Design har premiere 17. august, og der er foreløbig planlagt 10 forestillinger.

Publiceret 18 August 2019 11:00