Medarbejdere på Taarbæk Badehotel opstillet til fotografering, ca. 1900. Forrest i midten ses en af badehotellets tidlige forpagtere Hans Hansen med sin hustru Christiane. Hun styrede også hotelkøkkenet, som var hjertet af hoteldriften. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)

Medarbejdere på Taarbæk Badehotel opstillet til fotografering, ca. 1900. Forrest i midten ses en af badehotellets tidlige forpagtere Hans Hansen med sin hustru Christiane. Hun styrede også hotelkøkkenet, som var hjertet af hoteldriften. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)

Ugens lokalhistoriske billede: Taarbæk Badehotel

Taarbæk havde sit helt eget moderne badehotel, og hver sommer var her liv og glade sommerdage ligesom i Tv-serien Badehotellet.

Af
Af Mette Henriksen

Stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

Mange har fulgt med i fortællingen om ferieidyllen ved Vesterhavet i TV2s dramaserie Badehotellet, der er skrevet af forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Her følger man sommerlivet på et badehotel ved Vesterhavet i perioden fra 1920’erne og en årrække frem.

Et lignende sommerliv har tidligere udfoldet sig på Taarbæk Badehotel. Her var det bare hotelejer Poul Christian Gluds skiftende forpagtere, som tog imod stamgæsterne fra København, der ankom belæsset med bagage til flere ugers sommerferie her i det idylliske Taarbæk.

Hotellet blev i slutningen af 1890’erne ombygget af hotelejer Glud, der drømte om at skabe et mondænt og tidssvarende badehotel i Taarbæk - med Øresund og Dyrehaven som naboer. Der kom udendørs servering på en åben terrasse med plads til kaffe- og chokoladedrikkende damer i lange kjoler og store hatte og herrer med stråhatte. En ny hotelfløj blev udstyret med balkoner med udsigt til Øresund. Og i 1903 blev der også indlagt moderne vandklosetter.

Glud bortforpagtede selve hoteldriften til forskellige værter, hvor Hans Hansen på billedet var den første. Senere fulgte flere andre, blandt andet Chr. A. Nielsen fra 1910. Under 1. verdenskrig var sikringsstyrken indkvarteret på hotellet, og i 1918 nedbrændte hotelfløjen langs Skovvej, hvor de indkvarteret soldater boede. Bygningen blev efterfølgende genopført, og Chr. A. Nielsen købte hotellet og havde det indtil 1927.

Selve hotellets hovedfløj blev nedrevet i 1935-36, og i hotellets have opførtes boligbebyggelsen Taarbækhave.

Publiceret 12 July 2019 11:40