Kanindåb i Lyngby Dame Roklub, 1959, - hvor Kong Neptun døber de nye kaniner. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)

Kanindåb i Lyngby Dame Roklub, 1959, - hvor Kong Neptun døber de nye kaniner. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)

Ugens lokalhistoriske billede: Kanindåb i Lyngby Dameroklub

Som i mange andre roklubber har Lyngby Dameroklub også en lang tradition med kanindåb af nye medlemmer.

Af
Af Mette Henriksen

stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

Lyngby Dameroklub blev stiftet i 1932. Klubben startede med at have et par både liggende i Folkeparken og har igennem årene vokset sig større og er i dag en mellemstor, moderne og velfungerende idrætsklub.En af roklubbens traditioner er kanindåben, som er en indvielse af nye medlemmer. De nye roere kaldes kaniner, og når de bliver indviet i roklubben, bliver de traditionen tro døbt af Kong Neptun. Det menes at stamme fra den ækvatordåb, som sømænd må udholde, når de passerer ækvator for første gang.

Under kanindåben holder Kong Neptun en tale, hvorefter han foretager kanindåben med vievand, særligt fremstillet til lejligheden. Efter dåben med rigeligt vand, bliver kaninerne smidt i vandet, mens publikum og de andre kaniner i rækken ser på med lige delt frygt og spænding.

Lyngby Dameroklub blev Danmarksmestre i 1960. En generation senere var der deltagelse fra LDR til OL i 1976. Gennem tiden har klubben opnået en lang række fine placeringer ved verdensmesterskaber, nordiske mesterskaber og danske mesterskaber.

Roklubberne har dog ikke alene været kaproning men i høj grad også motionsroning og en selskabelig forening, både tidligere og nu. Der var for eksempel weekendture til Nivå med udgangspunkt i Taarbæk jollehavn.

Mange af festerne foregik sammen med Lyngby Roklub, der har sit bådehus ved Søpromenaden. Lyngby Roklub blev stiftet i 1929.

I dag har Lyngby Dameroklub ca. 150 medlemmer i alderen 10-90 år samt rigtig mange forskellige aktiviteter året rundt.

Publiceret 07 July 2019 11:45