Nyt event skal vise hvad Lyngby kan

3. maj kan du opleve ”A part of something – Lyngby Boldklub” - et event der skal vise, hvad Lyngby kan

Fritid ”A part of something – Lyngby Boldklub” er et event stablet på benene for at vise, hvad Lyngby kan, hvis vi står sammen. Det løber af stablen første gang 3. maj på Lyngby Stadion.

Eventen udspringer af et ønske fra de studerende på Cphbusiness om at udvikle et årligt tilbagevendende event, som kan styrke lokalsamfundet. Man har valgt at sætte fokus på den nyligt oprettede børneklub i Lyngby BK, kaldet: ’De Små Vikinger’.

De studerende fra sportsmanagement uddannelsen på Cphbusiness har valgt at udarbejde et projekt, som kan give konkrete erfaringer og kompetencer, til at styrke deres profiler. Dagen bringer på musik, konkurrencer og den bedste stemning i de bedste omgivelser – alt sammen i samarbejde med de lokale i byen.

”Arbejdet med et event som dette ligger utrolig tæt op ad arbejdet, som vi står overfor i vores kommende erhvervsliv. Dette giver en relevant og brugbar erfaring, som direkte kan overføres til vores videre karrierer. Jeg har selv tidligere set, hvordan erfaring og netværk spiller en stor rolle, fra min ansættelse og tid hos Ishockey VM 2018,” fortæller Mikkel Rosendahl, studerende på Sportsmanagement

Uddannelsen har til hensigt at lære de studerende omkring samspillet af sport og eventmanagement, og i den forbindelse har samarbejdspartneren Lyngby Boldklub stillet faciliteter til rådighed for en dag blandet med læring, aktivitet og masser af sjov. Dagen har til hensigt at samle fællesskabet i Lyngby og skabe de bedste rammer om det at bo og være fra Lyngby.

Publiceret 01 May 2019 09:00

SENESTE TV