Jøder på flugt til Sverige i oktober 1943

Jøder på flugt til Sverige i oktober 1943

Er vi stadig helte?

Historisk-Topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk kommune inviterer 24. april kl. 19 til foredrag med historiker Sofie Lene Bak på Sognegården, Stades Krog 9,

Historien om de danske jøders redning er verdensberømt, og en af de begivenheder i Danmarkshistorien, som stadig har stor betydning for vores selvforståelse som danskere, og som stadig bruges - og misbruges - intens i den politiske debat. Men hvad er fakta og myter i historien? Og har de 75 år gamle begivenheder stadig et budskab til os i dag?

Historiker Sofie Lene Bak gør status over forskningen i de danske jøders skæbne under 2. Verdenskrig og fortæller om heltemod og solidaritet, men også om svigt og misbrug og om årsagerne til, at det lykkedes hovedparten af danske jøder at undslippe Holocaust. Hun giver også en lokal vinkel på historien, og fortæller, hvordan Lyngby-Taarbæk på flere måder spillede en vigtig rolle.

Sofie Lene Bak er historiker og lektor ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet og forfatter til en række bøger om de danske jøders historie, bl.a. "Ikke noget at tale om: Danske jøders krigsoplevelser 1943-45" (2010) og "Da krigen var forbi" (2012).

Inden foredraget udleveres årets Lyngby-Bog, der er TrapDanmarks bind 29 om Lyngby-Taarbæk til medlemmer af Historisk-Topografisk Selskab. Det foregår kl. 18-19 på Sognegaarden, Stades Krog 9, 2800 Lyngby.

Bogen uddeles også tirsdag den 30. april 2019, kl. 12-16 på Stadsbiblioteket i Fennebergsalen. /peb

Publiceret 18 April 2019 09:30

SENESTE TV