Baldanseorkestret spiller op til en festlig eftermiddag.

Baldanseorkestret spiller op til en festlig eftermiddag.

Les Lancier, vals og nytårs-klassikere på Lindegaarden

Det flotteste balkostume, både for damer og herrer, blive præmieret, når Baldanseorkestret spiller op til koncert og efterfølgende bal på Lindegaarden

Med det, der begynder at ligne en tradition, åbner søndags-matinéerne på Lindegaarden på festligste vis 2019-sæsonen med en nytårskoncert og dans. Og igen i år er det lykkedes for Kulturstedet Lindegaarden at få Baldanseorkestret til at spille op til koncert og efterfølgende bal i den store sal søndag 13. januar kl. 15-17, nu også med Statens Kunstfond som sponsor.

For at gøre det ekstra festligt denne gang vil det flotteste balkostume, både for damer og herrer, blive præmieret med en gratis billet til næste matiné, ligesom flotte hatte i sig selv vil udløse en billetrabat på 25 procent ved netkøb eller i døren.

Schubert, Strauß, Lumbye og Sousa komponerede en overvældende mængde dansemusik, men også en række nu ukendte komponister bidrog, og i deres store produktion gemmer sig rene små perler. Det er fra dette kæmpemæssige repertoire, at Baldanseorkestret har udvalgt og sammensat programmet til denne søndag eftermiddag.

Orkestret består af otte medlemmer, som ved siden af deres virke som musikere, organister og undervisere plejer deres levende interesse for balmusikken. Orkestret har endvidere indspillet to cd’er, som netop hedder Baldanse 1 & 2.

Anden del af koncerten vil forme sig som et lille bal, hvor publikum under danseinstruktion kan deltage aktivt, når orkestret spiller op til Les Lanciers og vals.

Billetter, med og uden hat, kan købes på www.kulturstedetlindegaarden.dk./ peb.

Publiceret 11 January 2019 08:00

SENESTE TV