På søndag: Oplev Luciaoptog gennem Lyngby

Søndag den 16. december er der lys i mørket når blide børnestemmer vil genlyde i byens gader

”Nu bæres lyset frem

stolt på din krone

rundt om i hus og hjem

sangen skal tone”

Glæd dig til koncentreret julestemning, når Lyngbykirkernes Børnekor og Sorgenfri kirkes Børne- og Ungdomskor lidt forsinket fejrer Luciadag og går gennem Kongens Lyngby søndag den 16. december.

Optoget starter ved Lyngby Kirke og slutter på Kulturtorvet ved Magasin og Johannes Fog. Organist Alexander Krejniuk fra Lyngby kirke går med og akkompagnerer koret med sin guitar, når de alt efter vejr og vind stopper op og synger forskellige steder i byen.

”Der har været en rigtig fin stemning de andre år. Mange tager opstilling langs ruten og de forretningsdrivende kommer ud af butikkerne for at vinke og lytte til sangene. Det er en meget positiv oplevelse,” fortæller korets leder Vibeke Ockelmann.

Ud over den klassiske Luciasang, kommer man også til at høre et barn er født i Bethlehem og julekalendersange fra bl.a. Nissebanden, Jul i Gammelby og Pagten.

(sig)

Lucia

Optoget gennem Lyngby finder sted søndag den 16. december mellem kl. 15 og 16.

Sankta Lucia er skytshelgen for de blinde Hun fejres på sin helgendag den 13. december, også kendt som luciadag, men det er altså søndagen efter, at kan man altså opleve det fine optog i Lyngby..

Publiceret 13 December 2018 10:30

SENESTE TV