I Lundtofte Kirke på søndag: Ditte Gråbøl, Bach og Biblen

Skuespilleren Ditte Gråbøl og organist Sven Verner Olsen kan opleves i Lundtofte Kirke, hvor de fremfører et vekselspil mellem Bibelens ord og musik af Johann Sebastian Bach

Søndag den 7. oktober kl. 16 fremfører skuespilleren Ditte Gråbøl tekster fra de fire evangelier, og organisten Sven Verner Olsen spiller de tilhørende værker af Bach.

Teksterne gengives fortællende, hvilket giver en fornemmelse af, hvordan man i de allerældste menigheder fortalte de bibelske hændelser – før de blev skrevet ned. Teksternes indhold bliver nærværende og vedkommende på en anden måde, end når de blot læses op.

Bachs musik, som er inspireret af både de lutherske salmer og de bibelske tekster føjer sig ind imellem teksterne og uddyber dem.

Ditte Gråbøl er uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater 1984 og var ansat ved Aalborg Teater 1984-90, inden hun fortsatte sin karriere ved Det kgl. Teater og siden ved samtlige københavnske teatre. Hun har endvidere medvirket i tv-satire, tv-serier og film, bl.a. "Oh happy Day", "Lykkevej" og "Lotto". Ditte Gråbøl har også medvirket i flere revyer.

Sven Verner Olse blev som 12-årig ansat som organist ved Haraldsted Kirke og blev samtidig elev af Finn Viderø. 1984-1992 blev han uddannet på Det kgl. danske Musikkonservatorium, hvor han debuterede fra solistklassen. Siden har han haft en omfattende koncertvirksomhed som orgelsolist og som cembalist i de store oratorier. Sit daglige virke har han som organist ved det berømte Cavaillé-Coll-orgel i Jesuskirken i Valby. /peb

Publiceret 05 October 2018 20:00

SENESTE TV