Befæstningensdag fejres på søndag

Befæstningensdag fejres på søndag

Rappelling, popcorn, hoppepude og kunst på forterne

Fortunfortet og Lyngbyfortet åbner i anledning af Københavns Befæstningsdag 30. september og byder på masser af aktiviteter for både børn og voksne

Af
Pernille Borenhoff

Historiske og kunstneriske oplevelser venter, når de gamle forter 30. september åbner dørene for publikum. Det er attende år i træk, at en række kommuner, der i blandt Lyngby-Taarbæk kommune, og ikke mindst en række private foreninger sætter fokus på Københavns nyere Befæstning.

Lyngbyfortet, som er beliggende på Glaciset 2, er åbent kl.10-16. Arrangementet markeres ved affyring af salutkanon, og der vil være omvisninger kl. 11, 13 og 15. KFUM-spejderne arrangerer klatring og rappelling på facaden samt bål med popning af popcorn. Spejderne vil desuden stå for salg af kaffe, vand mv. Endelig udstiller Hjemmeværnet våben.

Fortunfortet, som er beliggende på Fortunfortvej 16/Dyrehavegårdsvej 54, er åbent kl. 11-17. Der flaghejsning og velkomst kl. 11 og omvisninger kl. 11, 13 og 15.t. For børnene vil der hele dagen være hoppepude, bål og snobrød samt mulighed for at udfolde sig kreativt. Der sælges som sædvanlig kaffe, te og hjemmebagt kage. Som noget helt unikt vil der i år være mulighed for at se eller gense bronzestøber Stine Ring Hansens udstilling ”Hvad hænder skabte // Hvor går vi hen”.

På cykel langs oversvømmelsesanlæg

Arrangørerne inviterer i år desuden på en cykeltur langs oversvømmelsesanlæggene. Cykelturen, som varer ca. tre timer, starter kl. 13 med fra p-pladsen på Rustenborgvej 11. Herfra går turen langs oversvømmelsesanlæggene fra Lyngby til Øresund.

Læs mere om Befæstningsdagen på www.fortunfortet.dk, www.faestningskanalen.dk, og www.befaestningsdagen.dk. Det er Fortunfortets Venner og Fæstningskanalens Venner, der står for arrangementerne.

Publiceret 26 September 2018 10:08

SENESTE TV