Med arrangementet ”Bag de Grønne Hække” inviteres til et besøg i Haveforeningen Bredelys kolonihaver

Med arrangementet ”Bag de Grønne Hække” inviteres til et besøg i Haveforeningen Bredelys kolonihaver

Kulturfestivalen Golden Days: Velkommen til Historiens B-sider

Under kulturfestivalen Golden Days 8.-23. september kan man opleve flere end 30 forskellige arrangementer i Lyngby-Taarbæk og omegn, der alle kaster et blik på de ufortalte historier – Historiens B-sider

Historiens B-sider er det, vi ikke ser ved første øjekast. Fraklippene, eksperimenterne og de blinde vinkler. I samarbejde med nabokommunerne Gentofte, Gladsaxe, og Rudersdal har Lyngby Taarbæk kommune været i historiens pulterkammer og fundet fortællinger, der trænger til at blive fortalt.

Kronhjorte og kolonihaver

I forbindelse med samarbejdet mellem de fire kommuner er der udgivet et festivalprogram med en bred vifte af arrangementer for både børn og voksne.

I Lyngby Taarbæk kommune er der under arrangementet ´Da B-Kunst var A og A var B´, i samtalen mellem to kunsthistorikere på Sophienholm, bud på hvorvidt god og dårlig kunstsmag afhænger af tidsånden eller udtrykker en eviggyldig værdi? På Stadsarkivet, med afsæt i udstillingen ”Din, min og vores skole” vendes skolen på vrangen med en omvisning, der sætter fokus på alt det forbudte, der foregik bag lærens ryg på skolen i 1900-tallet. Og så kan der synges med på velkendte sange med patos og fængende melodier som f.eks. ”Himmelhunden” og ”Tre hvide duer” på Stadsbiblioteket, sammen med sanger Leo Weisleder Adolph, som sætter fut i Dansktoppens sange og måske musikkens B-hold.

Poesi og skvalderkål

Fælles for de fire kommuner er, at de kaster lys på havens æstetik under overskriften ’Poesi og Skvalderkål´. I tre forskellige haver vil litteraturformidler Christine Fur Fischer gennem litteraturen hylde havens B-sider og vise litteraturens blik på havens æstetik. Derudover vendes økologi, kolonihavetraditionen, uønskede vækster og skadedyr som en del af fortællingen. Og med arrangementet ”Bag de Grønne Hække” er det fx muligt at besøge Haveforeningen Bredelys kolonihaver og at høre om stedets historie tilbage til 1938. Kolonihaven der kan ses som by-tilværelsens B-side, hvor byboeren smider sin strømlinede identitet og fokuserer på naturen og det nære.

Hent programmet

Programmet indeholder flere end 30 arrangementer, der gennem musik, film, litteratur, kunst, teater, arkitektur og samfundsstof dykker ned i de kulturhistoriske fodnoter og vildskud og gør os klogere på Historiens B-sider. Det trykte festivalprogram kan hentes på – Rådhuset, Stadsbiblioteket op på Stadsarkivet i Lyngby-Taarbæk kommune eller elektronisk på goldendaysfestival.dk/4K, hvor der også er link til billetter og flere oplysninger om festivalen.

Publiceret 07 September 2018 10:00

SENESTE TV