Sæsonen starter nu: Rock, soul, folk, pop og heavy i Templet

Den kommende sæson byder på 27 koncerter af vidt forskellig karakter. Der er både ny og gamle kendinge på programmet

Af
Pernille Borenhoff

Pop, rock, folk, jazz eller heavy. De 27 koncerter, som spillestedet Templet har arrangeret og afvikler inden jul, favner bredt.

Eneste fastansatte er spilleleder Cecilia Cresso, og det er hende, der har sammensat programmet for sæsonen. På fredag er det Freddie& The Phantom, der spiller.

"Det er et relativt nyt band, der spiller blues, rock og retro storby soul," lover Cecilia.

Det er første gang, at bandet spiller i Templet.

"Vi har sammensat et program, hvor der både er nye navne, og folk, der har spillet her mange gange. Vores oktoberfest er jo blevet en tradition, så det rykker vi ikke ved. Det er også en tradition, at Red Warszawa spiller i december. Og så er det vores Temple of Doom, hvor de frivillige arrangerer og booker koncerter med heavy," siger hun.

Pede og Jens Unmack

En af dem, der også i år er at finde i programmet, er Pede B.

"Det er hans yndlingssted, og han har et meget stort publikum hernede. Han er meget dygtig og laver altid en kæmpe fest, der får huset til at svinge," siger Cecilia.

En af de helt store nyheder på plakaten i år er Jens Unmack fra Love Shop.

"Han appellerer sikkert til et mere voksent publikum for dem over 35 år. Han er en vældig god sangskriver og en god entertainer. Det bliver en koncert for dedikerede fans, hvor han spiller fra bagkataloget fra starten af 90'erne," fortæller Cecilia og tilføjer, at man skal skynde sig, hvis man til denne koncert vil sikre sig en af de eftertragtede 160 billetter.

Flere frivillige søges

Som eneste ansatte er Cecilia Cresso meget afhængig af de cirka 50 frivillige, der er livsvigtige for, at Templet kan afvikle koncerter og holde gang i spillestedet.

"Men vi kunne godt bruge endnu flere frivillige. Flere af de frivillige er nemlig blevet 'gamle' og har fået børn og arbejde, så vi vil gerne have nogle yngre ildsjæle ind," siger Cecilia, der selv er musiker og spiller andre steder, når ikke arbejdet og de to tvillingedrenge på 1½ år tager al hendes tid.

Som frivillig forpligter man sig til at tage 4 vagter på en sæson. Men man må godt tage flere. Og som frivillig hjælper man med lys, lyd, salg i baren, dørsalg og afvikling af koncerterne.

"Som frivillig får man lov til at alt. Bar man spørger om det. Det er et rigtig godt sted at være, fordi det er et lille sted. Man møder mange andre musikglade folk, man få lov til at møde mange musikere. Der er et virkelig godt sammenhold, og så er det jo også godt for cv'et, hvis man fremover ønsker at arbejde inden for musikbranchen," siger Cecilia.

Publiceret 06 September 2018 11:00

SENESTE TV