Kurt Flemming med sit barnebarn Nico (mini Pjerrot), Bakke-maler Jeppe Eisner og Bakkens direktør Nils-Erik Winther.

Kurt Flemming med sit barnebarn Nico (mini Pjerrot), Bakke-maler Jeppe Eisner og Bakkens direktør Nils-Erik Winther. Henrik Petit

Bakkens Oscar gik i år til Pjerrot

Kurt Flemming, der er inde i Dyrehavsbakkens Pjerrot, fik den fornemme pris for hans fastholdelse af Bakkens gøglertradition. Borgmester Sofia Osmani fik prisen sidste år

Af
Lars Schmidt

PRIS For 47. år i træk blev Bakkens Oscar onsdag uddelt.

Prisen gik i år til Kurt Flemming - Bakkens trofaste blege gøgler - for hans fantastiske fastholdelse af Bakkens mangeårige gøglertradition og for hans evne til at skabe et unikt og eventyrligt børneunivers i verdens ældste forlystelsespark.

Det skriver Dyrehavsbakken i en pressemeddelelse.

Sidste års modtager af Bakkens Oscar, borgmester Sofia Osmani, overrakte årets pris.

”Bakkens Oscar går til Kurt Flemming i skikkelsen af Pjerrot for hans store indsats for dels at fastholde Dyrehavsbakkens mangeårige gøglertradition og for dels at skabe et unikt børneunivers på Bakken. Kurt er i sin optræden helt i øjenhøjde med Bakkens børnepublikum, der til alle dage har haft en stor og særlig plads i Bakke-folkets hjerter. I kombination med gøglertraditionen gør det ham til noget ganske særligt for Bakken, og det fortjener han en Oscar for,” lød det fra Bakkens Direktør Nils-Erik Winther.

Den hvide ildslugende klovne-karakter Pjerrot kom til Dyrehavsbakken for mere end 200 år siden, da han i år 1800 kom til forlystelsesparken fra Italien med commedia dell'arte. Dengang var det i skikkelse af den italienske mimiker Giuseppe Casorti. Bakkens aktuelle Pjerrot er ikke 200 år gammel, men har bestridt det særlige og traditionsrige hverv som Bakke-Pjerrot i 22 år, og i dag blev han med en pris hædret for sin indsats.

Sofia Osmani: "Pjerrot er essensen og personificeringen af Bakken"

I 2017 gik Bakkens Oscar til Lyngby-Taarbæk Kommunes borgmester Sofia Osmani for hendes indsats for at give Bakken som kultur- og turistattraktion mere tidssvarende rammevilkår og mulighed for at holde åbent til efterår og jul.

"Jeg kan rigtig godt lide Bakken for den sjæl og for den charme, her er, og for de fantastiske mennesker der også er herude. Pjerrot er essensen og personificeringen af Bakken, og derfor var Kurt Flemming et oplagt valg til årets Oscar," sagde Sofia Osmani, der har siddet med i årets udnævnelseskomité.

Bakkens Oscar: Kurt Flemming, Nico som Mini Pjerrot, Nils-Erik Winther, Jeppe Eisner og Sofia Osmani, der fik prisen sidste år.

Bakkens Oscar: Kurt Flemming, Nico som Mini Pjerrot, Nils-Erik Winther, Jeppe Eisner og Sofia Osmani, der fik prisen sidste år. Henrik Petit

Kurt Flemming: "Jeg elsker mit arbejde og er meget stolt"

”Det er meget stort for mig, og jeg er meget stolt over at modtage Bakkens Oscar. Det var en tilfældighed, at jeg tilbage i 1992 startede som Pjerrot i Aalborg Tivoli. På daværende tidspunkt havde jeg aldrig drømt om at blive Bakkens Pjerrot. Nu har jeg været det i 22 år, og jeg elsker Bakken, der er mit hjem og min verden, og jeg elsker mit arbejde som Pjerrot. Det er fantastisk at optræde for børn og inddrage dem i forestillingerne. To dage aldrig er ens, for publikum altid er forskelligt og bidrager med noget nyt hver eneste gang,” sagde Kurt Flemming i sin takketale.

Pjerrot i sminkerummet.

Pjerrot i sminkerummet.

Som gave modtog Kurt Flemming traditionen tro i forbindelse med prisoverrækkelsen et portræt malet til lejligheden af Bakke-maler Jeppe Eisner.

Når Bakken for første gang nogensinde i år åbner for gæster i skolerens efterårsferie og i weekenderne op mod jul, kommer Pjerrot også til at spille en central rolle i forlystelsesparkens underholdning. Pjerrot har vundet flere priser som tryllekunstner, og gæster vil i juleperioden kunne se frem til en særlig omgang juletryl.

Pjerrot på hjemmebane.

Pjerrot på hjemmebane.

FAKTA

Flere end 17.000 forestillinger på Bakken - Pjerrot i tal:

· Pjerrot spiller fast 4 forestillinger om dagen i Bakkens højsæson - herudover laver han ekstraforestillinger og optræder, når Bakken har særarrangementer.

· I alt spiller Pjerrot cirka 800 forestillinger på én sæson - på 22 år giver det 17.600 forestillinger + det løse

· 3 sygedage er det blevet til i alt på de 22 år, han har optrådt på Bakken

· På sine 22 år på Bakken har Pjerrot brugt minimum 220 døgn på at tage sminke af og på - det svarer til små tre års fuldtidsarbejde alene i sminkning og afsminkning

Om Kurt Flemming – manden inde i Pjerrot

· 65 år

· Kommer oprindeligt fra Svendborg

· Bor om vinteren i Helsinge - om sommeren i sit lille grønne hus på Bakken

· Startede med skuespil og gøgl som 11-årig

· Lod sig vildfare til at tage 'en rigtig uddannelse' som mekaniker – han brændte dog sit svendebrev samme dag, han fik det, og har aldrig haft job som mekaniker

· Er ambassadør for UNICEF Danmark og protektor for Dansk forening for Albinisme

· Har en datter og to børnebørn på et og otte år. Datteren arbejder som professionel bugtaler og startede karrieren som 4-årig, mens Kurts ældste barnebarn Nico allerede som 5-årig begyndte at optræde på Bakken sammen med Pjerrot i rollen som Mini-Pjerrot

Om Pjerrot-figuren og dens tilknytning til Dyrehavsbakken

Pjerrot-figuren har mere end 400 år på bagen, og den hvide ildslugende karakter været fast inventar på Dyrehavsbakken i mere end 200 år, siden han i år 1800 kom til forlystelsesparken fra Italien med commedia dell'arte i skikkelse af Giuseppe Casorti.

Om Bakkens Oscar

Bakkens Oscar har en berømt navnebror fra Hollywood, men er alligevel helt sin egen. Den er nemlig opkaldt efter den navnkundige Bakke-konge og teltholder, Oscar Pettersson. Bakkens Oscar er således en intern ærespris i verdens ældste forlystelsespark og gives i år for 47. år i træk. Prisen gives til ”en person som har udvist ganske særlig fantasi og initiativ til gavn og glæde for Dyrehavsbakken". Tidligere år har til eksempel Lise Nørgaard, H.K.H Prins Henrik, Dirch Passer, Johnny Reimar, Sigurd Barrett og Dot Wessman modtaget den æresfulde pris.

Publiceret 15 August 2018 15:20

SENESTE TV