Ugens lokalhistoriske billede: Den første skoledag

I disse dage starter børn i Lyngby-Taarbæk i skole efter en lang og varm sommer

Af
Mette Henriksen

Stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

lokalhistorie Skolen har forandret og udviklet sig gennem tiden, men den allerførste skoledag har for mange altid været en helt særlig oplevelse. Det er en vigtig milepæl i et barns liv, som markerer starten på et nyt livsafsnit, som er med til at forme os som mennesker resten af livet.

Mange husker første skoledag som en dag med sommerfugle i maven, nye fine sko og en splinterny omhyggelig pakket skoletaske med madkasse og penalhus. Det er også en speciel dag for de stolte forældre, og mange tager fotografier for at forevige begivenheden.

For skolerne er det også en særlig dag, hvor der bydes velkommen, og alle sejl sættes til for at gøre det til en rigtig fin dag for elever, forældre, lærere og skoleledelse.

Flagstangen central

Her på billedet er det danske flag ved at gå til vejrs for at fejre første skoledag på Engelsborgskolen i 1991. På mange skoler har flagstangen i skolegården været et centralt mødested - også på første skoledag.

Engelsborgskolen hed oprindeligt Lyngby Skole, men fik navnet Engelsborgskolen, da skolen flyttede ind i de nye bygninger i 1909, og kunne således fejre 100-års fødselsdag i 2009.

Publiceret 07 August 2018 10:00

SENESTE TV