Præsteklummen: En flig af et liv mellem hænderne

Af
Julie Finne Bjorklund Rebel

Sognepræst i Lundtofte sogn

I løbet af sommerens hede dage, har jeg flere gange måtte trække i den fodlange sorte uldkjole for at forestå afsked med levede menneskeliv.

Om den uvante varme og himmelske fænomener har gjort sit, det vil jeg ikke spekulere over, men blot konstatere, at der har været mange, der denne sommer har måtte tage afsked med deres kære.

Nogle kom hjem fra ferie til det sørgelige budskab, at én de holdt af, en mor, en far en bedsteforældre, var fundet død. Andre havde haft den hårde, men også smukke mulighed for at være der og følge på vej til det sidste.

Og så var der dem, som døde, som de havde levet deres liv, alene og tilsyneladende uden familie og pårørende - hvor det enten var en advokat eller kommunen, som anmeldte dødsfaldet.

Disse ensomme eksistenser har jeg denne sommer haft flere af, og det er en svær situation. For selvom jeg synes, at jeg har det smukkeste budskab at forkynde, og kirken giver den fineste ramme for at lade det lyde, at vi, uanset, hvem vi er, er omsluttet af Guds kærlighed i liv og død, så stiller disse dødsfald skarpt på livet og på spørgsmålet, hvad et menneske er?

For kan vi leve helt for os selv, alene og uden relationer og samtidig udfolde os som mennesker? Er det meningen med livet? Hvad er det vores relationer bidrager med i vores liv, og hvad siger de om os som mennesker? Spørgsmålene stiller sig i kø.

Når jeg oplever disse dødsfald uden pårørende, får jeg ofte lyst til at lege detektiv og søge efter nogen, som må vide et eller andet om dette menneske, som ikke er mere.

Der bliver søgt i de almindeligt tilgængelige registre, men i dag er det jo muligt at søge mange andre steder. Man kan google og opsøge bopæl og naboer. Ofte viser der sig at være nogle, som kender afdøde og kan hjælpe med at sætte ord på det levede liv, så det ikke synes så tomt og ensomt.

For selvom der står i biblen, at som vi kommer alene til verden, skal vi forlade den alene, så rækker alt i vores eksistens jo ud efter det andet menneske. Vi er ikke skabt til at leve alene, og derfor synes en kiste uden pårørende på mange måder også at være noget af det mest ensomme, der findes.

I den sidste uge af juli oplevede jeg, hvor meget det betyder at have vidner til sit liv - det er ikke nødvendigvis familie, der er afgørende.

Jeg skulle bisætte en handicappet mand, som havde levet det meste af sit liv under sin mors beskyttende vinger uden særlig meget kontakt til omverden. Da hun døde, var han helt alene i verden. Heldigvis fandt man på at få ham i kontakt med Magneten, et tilbud i kommunen, og her oplevede denne modne mand, at tilværelsen åbnede sig for ham, og han blev lukket ind i rummeligt fællesskab, hvor der var hjerterum og blik for ham.

Og de sidste år af hans liv fik han mange gode oplevelser og venskaber, og blev så vigtig en person for mange, at han satte sig spor i hjerter, og hans død bragte tårer frem.

Det blev en af de smukkeste bisættelser, jeg nogensinde har haft, for den omsorg og kærlighed, der var til stede ved denne afsked, var ikke båret af blodets bånd eller livslange venskaber, men af en accept af et menneske, der delte samme livsvilkår, en umiddelbar varme og vilje til at åbne op og lukke ind og en instinktiv forståelse af, at vi alle bærer en flig af hinandens liv i vores hænder.

Det blev en meget stærk påmindelse til mig selv, da jeg samme uge skulle tage afsked med en kvinde, som igennem mange år havde deltaget i vores sogns aktiviteter.

Hun havde været med på udflugter og til foredrag, og i september sidste år var hun med på en sognerejse, vi arrangerede. Jeg kendte hende godt. Eller rettere, jeg vidste, hvem hun var. For nu, da hun var død, stod det tydeligt, at jeg vidste meget om hendes liv.

Hun var så alene, som man kan blive, og pludselig var jeg og personalet fra kirken og nogle fra sognet de nærmeste pårørende. Vi var de eneste til at sætte ord på hendes liv.

Jeg brugte et par dage på at finde, hvad jeg kunne af oplysninger om hendes liv. Jeg fandt ikke meget, men jeg fik dog fat på en ungdomsveninde fra hendes tid i Den kongelige Ballet, som bad mig sige, at hun altid ville være en del af ballettens familie.

Det var så rørende, at jeg kom til at tude, for det bekræftede min fornemmelse, af, at vi alle hører til et sted - også i livet. Vi kommer ikke ud af ingenting, og vi kommer ikke igennem livet uden af være i berøring med andre mennesker, og den fortælling gentages igen og igen i kirkens rum. Men måske er den stærkest, når den lyder med en stemme udefra, og skærper vores blik for, at vi alle holder en flig af hinandens liv i vore hænder, og er kaldt til at være opmærksomme vidner om liv - ikke bare dem vi holder af, men også de mennesker, vi møder på vores vej.

Publiceret 07 August 2018 08:15

SENESTE TV