Så er der balkanmusik på Sophienholm

På søndag kan man opleve musik fra Europas baghave, når Asun spiller i parken

KONCERT På søndag kan man opleve musik fra Europas brogede baghave, når gruppen Asun spiller balkanmusik i parken på Sophienholm.

"Balkanmusikken er et flyvende tæppe af smil og tårer, og når Asun spiller, bliver man ramt af den særlige stemning af øst og vest i skøn balance. Trioen består af musikerne Buzor Nenic: harmonika, Ole Reimer: trompet og Claus Mathiesen: klarinet," skriver Sophienholm og Lyngby-Taarbæk Kommune i en pressemeddelelse.

Asun skifter mellem slyngede slangetæmmermelodier og tyroleragtig balkanpolka. De behersker med lethed både skæve rytmer og mystiske melodier fra sære landsbyer, som vi aldrig har hørt om. I selskab med Asun bliver man taget i hånden og ført ud på en fascinerende rundtur i Balkans vilde landskaber, skriver arrangørerne i pressemeddelelsen.

Koncerten finder sted søndag 8. juli klokken 14 i Sophienholms park, og der er gratis adgang. Det er, som altid til parkunderholdningen, en god idé at tage egen strandstol eller tæppe med. kapp

Publiceret 06 July 2018 10:00

SENESTE TV