Stadsbiblioteket 50 år:

Da foredragssalen var ny

Det nye Stadsbibliotek tog den moderne foredragssal i brug i 1968 med et ambitiøst og til tider provokerende program, som både kunne samle bedsteborgere og langhårede unge

Af
Mette Henriksen

 I 1968 åbnede det nye Stadsbibliotek i hjertet af Lyngby. Som noget helt nyt var der bibliotekscafe og udstillingsarealer, og der blev inddraget nye medier som kunst og musik.

Biblioteket var opbygget fleksibelt og transparent med store åbne rum med mange funktioner. Den største nyskabelse var nok, at biblioteket fik en stor sal til foredrag og arrangementer.

Arrangementsprogrammet havde en stor spændvidde, og der var mange arrangementer med tidens forfattere, debattører og provokatører.

En eftermiddag kunne det konservative folketingsmedlem Lis Møller således samle en stor del af Lyngbys husmødre til foredrag i biblioteksrummet, og en anden aften underholdte Sigvaldi i farvestrålende gevandter med sine digte og øvrige tekster, mens nysgerrige bedsteborgere med vandkæmmet hår og unge i islandske sweatre interesseret fulgte med.

Den konservative folketingspolitiker Poul Møller kunne også få borgerne, især de mandlige, op af sofaerne og hen til foredrag i den nye foredragssal på Stadsbiblioteket.

Med sin nye arrangementsvirksomhed i 1968 gik Lyngby-Taarbæk forrest og var trendsættende indenfor biblioteksverdenen.

Arrangementsdelen har udviklet sig gennem mange år og er i dag en væsentlig del af folkebibliotekernes aktiviteter.

Stadsbiblioteket fylder 50 år 25. maj 2018. Se programmet på lyngbybib.dk.

Publiceret 24 May 2018 16:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV