Lokalhistorie:

Borgmester Paul Fenneberg satte gang i kulturen

Lyngby-Taarbæks borgmester 1950-1972 Paul Fenneberg satte kommunen på det kulturpolitiske landkort

Af
Mette Henriksen

Den konservative borgmester Paul Fenneberg (1907-1982) havde et bankende hjerte for kulturen. Blandt hans kulturpolitiske initiativer kan nævnes stiftelsen af Lyngby Kunstforening i 1952, hvor han var formand og den drivende kraft i 30 år. Lyngby Kunstforenings udstillinger på rådhuset gjorde stedet til et populært udstillingssted. Rådhuset var det foretrukne udstillingssted gennem en årrække, indtil kommunen med Fenneberg i spidsen i 1967 etablerede Sophienholm som udstillingssted. Blandt Lyngby Kunstforenings største succeser var en Picasso-udstilling i 1954, hvor Fenneberg personligt opsøgte den store kunstner i Sydfrankrig for at få hans tilladelse til udstillingen. Picasso have ikke svaret på utallige henvendelser, og Fenneberg rejste derfor selv afsted for at sikre denne unikke udstilling på Lyngby Rådhus. Fennebergs største kulturpolitiske satsning var bygningen af Lyngby Stadsbibliotek i 1968. Stadsbiblioteket satte nye standarder i dansk biblioteksbyggeri. En af de vigtigste nyskabelser var, at biblioteket fik en stor sal til foredrag og arrangementer. I denne ramme kunne Lyngby-Taarbæk sætte retningen for den arrangementsvirksomhed, som i dag stadig er en vigtig del af bibliotekernes virke. Stadsbiblioteket fylder 50 år den 25. maj 2018. Programmet kan man se på lyngbybib.dk.

Publiceret 17 May 2018 14:00

SENESTE TV