Her kan du slå katten af tønden:

Masser af lokale fastelavnsfester

På Lindegaarden og i de lokale kirker holdes der fastelavnsfester søndag den 11. februar. I Lyngby Sognegård dog 10. februar

Af
Af Pernille Borenhoff

Så er det atter tid til at kigge dybt i klæde-ud-kassen. Søndag den 11. februar er det fastelavn, og traditionen tro er der mange muligheder for at lufte udklædningen og for at få katten slået ud af tønden.

Kulturstedet Lindegaarden har i samarbejde med Bondebyens Børnehave og Bondebylauget lavet et arrangement søndag den 11. februar kl. 13. Og der er ingen tilmelding. Man møder bare op. Prisen for en familie er 100 kroner.

Foruden kåring af kattekonge, kattedronning og minikattekonge vil der være præmier til det bedst udklædte barn og den bedst udklædte voksne. Og så er der selvfølgelig kakao og fastelavnsboller til alle.

Kirkerne er også med

I Christianskirken i Kgs. Lyngby kommer det søndag den 11. til at vrimle med prinsesser, mariehøner og Supermen, når der er fastelavnsgudstjeneste i Christianskirken kl. 10. Det bliver en gudstjeneste for hele familien arrangeret i samarbejde med KFUM-spejderne. Efter gudstjenesten er der tøndeslagning på kirkepladsen og fastelavnsboller og kakao i sognegården. Også her er der præmier til de flotteste udklædninger.

Også i Sorgenfri Kirke fejres fastelavn med en børnegudstjeneste kl. 10 og med efterfølgende tøndeslagning for børnene og kaffe til de voksne.

Fra kl. 10-13 er der fastelavn i Virum Kirke for børn og deres familier. Kirken får besøg af tre venlige monstre, som sammen med sognepræsten Kristian Tvilling vil skabe en festlig gudstjeneste.

Herefter er der tøndeslagning uden for kirken. Børnene inddeles i tre aldersgrupper, der hver får en tønde at prøve kræfter med. Når tøndeslagningen er forbi, er der mulighed for at få varmen i kirkens krypt, hvor der bydes på fastelavnsboller, sodavand og kaffe, og hvor kattekonger og -dronninger naturligvis krones. Arrangementet er lavet i samarbejde med Det andet Scenarie og FDF Virum.

I Lyngby Kirke holder man fastelavnsfest lørdag den 10. februar kl. 12-14 i Sognegården.

Lundtofte Kirke byder på familiegudstjeneste søndag den 11. februar kl. 10.30. Bagefter er der katten af tønden, og der serveres fastelavnsboller og varm kakao i sognegården. Der vil være præmie til bedst udklædte. Gudstjenesten er ved Pernille Bach-Mortensen.

Der er givetvis mange andre muligheder for at slå katten af tønden den kommende weekend, men disse er dem, vi var bekendt med mandag, inden avisen gik i trykken.

Publiceret 08 February 2018 21:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV