Klumme: Konfirmander vil både Gud og gaver

Der stod den så, cyklen. Funklende ny, inde i stuen.

Den havde ikke været der, da vi i samlet flok drog til kirke, til konfirmationen.

Men som ved et trylleslag stod den der så, da jeg kom hjem.

Åh, den cykel. Indbegrebet af mine hedeste drømme. Sølvfarvet!

Den tjente mig godt i flere år, indtil jeg flyttede til København, hvor den naturligvis blev stjålet…

Men jeg har aldrig glemt den. Eller glæden over den. Min smukke sølvfarvede cykel.

Og nu nærmer konfirmationerne sig atter. Konfirmanderne er bristefærdige af spænding og forventning, heldigvis er der ting, der ikke ændrer sig.

For konfirmationen er en stor dag. Både for konfirmanderne og deres familier.

Konfirmationen er den første store mærkedag i et ungt menneskes liv.

Og det er der al mulig grund til at fejre.

Men der knytter sig nogle fordomme til dét at blive konfirmeret.

En af de mere hårdnakkede – og efter min mening – mest usande, er fordommen om, at unge bliver konfirmeret, fordi de gerne vil have en stor fest og masser af gaver.

Men det passer ganske enkelt ikke!

Unge mennesker går til konfirmationsforberedelse, fordi det er en tradition, OG fordi de gerne vil vide noget mere om det med Gud & kristendom.

At det hele så krones med en skøn fest, hvad er der vel galt med det? Det kan man jo ikke fortænke dem i.

Når vi nærmer os afslutningen på forløbet, bruger vi en del tid på, at konfirmanderne skaber deres helt egen gudstjeneste.

En gudstjeneste hvor de selv skal prædike, dramatisere en af Jesu lignelser, male et alterbillede, læse tekster op, og skrive bønner. Vi præster står til konfirmandernes rådighed med hjælp og vejledning, men de skal gøre arbejdet selv. Selv tænke, selv problematisere emnet, selv konkludere.

Og det tør vi love, at de kan.

Her bringes et uddrag af en bøn, skrevet af en bønnegruppe bestående af tre drenge:

Vi beder dig om fred

Fred i verden, fred i Syrien

Vi beder dig om at hjælpe dem der har det værst

De børn og mødre der kæmper for deres liv

Vi beder for du aldrig vil miste kærligheden

Og at du fortsat vil elske os

Vi beder dig

sæt stjernerne til at skinne for os,

så vi kan skinne for andre!

Selvfølgelig er konfirmanderne da interesserede, ellers kunne de ikke præstere noget i stil med det ovenstående.

Så gid vi kunne sende den fordom hen, hvor den hører til – hvor peberet gror, og i stedet glæde os med de unge mennesker. Over alt det de er, og alt det de kan.

Det har de nemlig fortjent.

Og til alle konfirmander – måtte I få jeres ønsker opfyldt.

En sølvfarvet cykel, måske?