Mayron George bryder igennem FC Midtjyllands forsvar med en super vending og scorer til 2-0.
Mayron George bryder igennem FC Midtjyllands forsvar med en super vending og scorer til 2-0.
Foto: Fodboldbilleder.dk
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

King George of Lyngby

De kunne ikke bruge ham i Randers FC, og han fik en uheldig start i Lyngby. Nu er Mayron George blevet klubbens farligste angrebsvåben og var manden bag 2-2 mod FC Midtjylland

Af Mikael Østergaard
Da lejesvenden fra Randers FC, Mayron George, holdt sit indtog på Lyngby Stadion, forstod publikum, hvorfor han havde fået silkesnoren i det østjyske. Manglende vilje, et hav af frispark og utallige offside-kendelser prægede hans første kampe.

Siden er udviklingen vendt i positiv retning, og i søndags kulminerede den stigende formkurve med et imponerende show, der blev belønnet med kåringen til Man of the Match.

Det var dog gæsterne, der lagde bedst ud. Lyngby valgte uforståeligt ikke at udnytte den kraftige medvind, men holdt sig langt tilbage på banen, så FC Midtjylland kunne sætte sig på spillet.

Første advarsel kom i det 10. minut, da Paul Onuachu brød igennem, men afsluttede lige på Mikkel Andersen. Minuttet efter skar Alexander Sørloth ind i banen og forbi Michael Lumb, og hans indlæg headede Mikkel Duelund i nettet til 1-0.

Så tog Mayron George fat. Først lod costaricaneren en aflevering passere, mens han i samme moment spurtede afsted mod mål, men afslutningen gik centimeter forbi fjerneste stolpe. Tre minutter senere oversprintede han igen FC Midtjyllands forsvar og trak forbi målmand Jesper Hansen, der efter dommer Jakob Kehlets mening begik straffespark. Tv-billederne viste efterfølgende, at den kendelse ikke var korrekt. Mikkel Rygaard var ligeglad og scorede sikkert på straffesparket.

Mayron George var ikke færdig med sit one-man-show. Fire minutter senere satte han fire forsvarere af inde i feltet og afsluttede iskoldt med at hamre bolden op i nettaget som kulminationen på en festlig første halve time.

Rødt kort vendte kampen

Efter pausen startede FC Midtjylland som lyn og torden, og der skulle kun gå et minut, inden jyderne fik udlignet. Et hjørnespark fra Jakob Poulsen endte i den uberegnelige vind med at ramme den fjerneste stolpe og springe op på Lasse Fosgaard, hvorefter bolden trillede ind i nettet.

Minuttet efter klarede Mikkel Andersen med en fodparade et forsøg af Paul Onuachu, og kort efter var Lyngby-keeperen igen på sin post med en fin redning ved jorden. FC Midtjylland sad totalt på kampen i denne periode, hvor Mayron George var eneste Lyngby-trussel.

Mens en jysk scoring lurede, skiftede kampen totalt karakter, da Zsolt Korsmár fik sit andet gule kort for endnu et frispark mod Mayron George, der på det tidspunkt havde gjort FCM’s ungarske midtstopper totalt rundtossset. Med 20 minutter tilbage og en mand i overtal smed Lyngby al forsigtighed over bord og pressede voldsomt på for at få sejrsmålet. Mayron George tvang Jesper Hansen til en stor redning, og den tidligere Lyngby-målmand viste ny klasse, da Mikkel Rygaard efter at have holdt legestue med det jyske forsvar afsluttede med et fint spark. Returen faldt ned for fødderne af Bror Blume, men han skød forbi.

Siden havde først Michael Lumb og derefter Mayron George kvalificerede hovedstød over mål, og så endte det 2-2 efter en særdeles underholdende forestilling. Spillet var ikke altid lige kønt, men der blev fightet til den store guldmedalje, og fire mål pynter på enhver fodboldkamp.

Mayron George er blevet fremhævet for sin store indsats, men Mikkel Rygaard fortjener et par afsluttende linjer. Hans timing i driblingerne, temposkift og store overblik bragte flere gange jyderne på glatis, selv når Lyngby var presset i bund.

Og mod slutningen var det ham, der var tæt på at sikre Lyngby alle tre point.

Publiceret: 30. Oktober 2017 08:30
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt