Kim Ojo har god grund til at juble i disse dage.
Kim Ojo har god grund til at juble i disse dage.
Foto: Fodboldbilleder.dk
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kim Ojo har lukket munden på kritikerne

Den nigerianske forward var igen på pletten, da Lyngby på fight og energi vandt 2-1 over tandløse FC Nordsjælland

Af Mikael Østergaard

Han har været udskældt for at være klodset, stivbenet og for altid at stå offside, men nu er kritikken forstummet. I sidste uge headede Kim Ojo bolden i nettet til 2-0 mod SønderjyskE, og i fredagens kamp mod FC Nordsjælland bragte han Lyngby på sejrskurs, da han opsnappede Andreas Maxsøs svage tilbagelægning og vippede bolden forbi FC Nordsjællands keeper, Patrick Carlgren, til 1-0.

Siden havde Kim Ojo to kvalificerede afslutninger, der begge endte med hjørnespark, og et minut efter pausen snittede han med hovedet et frispark mod målet, men Patrick Carlgren reddede til hjørnet. Så den store nigerianer kunne i det 58. minut med god samvittighed lade sig udskifte med Jeppe Kjær, der dermed fik comeback efter sin skadespause.

Venlig dommer

Første halvleg var en tam affære, men Lyngby var dog den tand bedre, der berettigede føringen på 1-0. Der skulle dog hjælp til fra dommeren Michael Johansen, som ved stillingen 0-0 annullerede et mål, fordi der efter hans mening blev begået frispark mod Jesper Hansen, inden en Nordsjælland-angriber sparkede bolden i kassen. Set fra tilskuerpladserne virkede kendelsen tvivlsom.

Forinden havde Thomas Sørensen haft en god mulighed for at komme på måltavlen, men valgte uklogt at forsøge sig med en aflevering, og David Boysen havde sendt et frispark i sidenettet.

Mere skete der ikke i de første 45 minutter, der var præget af et utal af fejlafleveringer. Selv normalt sikre Thomas Sørensen havde kampen igennem for mange afleveringer uden adresse.

FC Nordsjælland stillede op uden tre karantæneramte profiler, Emiliano Marcondes, Stanislav Lobotka og Karlo Bartolec, og var fornærmende ringe. Eller som cheftræner Kasper Hulmand udtrykte det i pausen: Vi har spillet en elendig første halvleg”. Efter kampen kunne han have tilføjet: “Og en elendig anden halvleg”.

I fuld kontrol

Efter pausen gik Lyngby op i et højere gear, og gæsterne kunne slet ikke spille sig ud af presset.

Igen skulle Lyngby dog have dommerhjælp for at øge til 2-0. Fjerdedommeren, Kasper Madsen, der mod slutningen af første halvleg havde afløst en skadet Michael Johansen, dømte straffespark, da Mikkel Rygaard i det 10. minut kom alene igennem efter endnu et forsvarskoks af Andreas Maxsø. Mikkel Rygaard kiksede totalt sin dribling, men faldt over målmandens udstrakte ben. Linjedommeren reagerede ikke, og det gjorde Kasper Madsen heller ikke i første omgang, men så skiftede han mening og pegede på pletten. David Boysen var sikker fra 11-meter pletten og scorede til 2-0.

Resten af kampen tilhørte totalt et energisk Lyngby-hold, der havde Mikkel Rygaard og Bror Blume til at styre spillet. Bagude var de to backs, Michael Lumb og Jeppe Brandrup, i hopla både defensivt og offensivt, men bedst af alle var dog Jesper Christjansen.

Alligevel fik FC Nordsjælland reduceret til 1-2, da topscorer Marcus Ingvartsen lidt tilfældigt - og i mistænkelig offside-position - kom alene med en prisgivet Jesper Hansen. Men da var toget kørt.

Drømmen om bronzemedaljer og et europæisk eventyr lever fortsat i Lyngby.

Publiceret: 12. Maj 2017 19:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Fik du læst
ANNONCER
Se flere