Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Jeg vil udvikle Lyngby-Taarbæk

Søren P. Rasmussen. Kommende borgmester
Først vil jeg takke de mange borgere, der i mails, på gader og i stræder har givet deres fulde opbakning til Venstre og mig og til den endelige konstituering efter kommunalvalget. En konstituering som alle 21 medlemmer i kommunalbestyrelsen bakker op om. Til dato har jeg kun modtaget kritik fra E. Bergendorff, Jørgen Paustian, Kasper Haagensen, Robin Prudholm og Uni Isenstein, der alle er medlemmer af Konservative.

Jeg ønsker personligt ikke at blive ved med at debattere konstitueringen. Den er et overstået kapitel. I stedet vil jeg fra den 1. januar bruge al min energi på at få et bredt samarbejde op at køre, til glæde og gavn for hele kommunen. Jeg håber, at alle partier i kommunalbestyrelsen aktivt vil bidrage hertil. I det følgende vil jeg forsøge at rette op nogle af de misforståelser, jeg har læst i debatten på DGO.

Venstre havde ikke en skriftlig aftale med Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti. Konservative indgik på valgnatten en skriftlig aftale med SF og Socialdemokraterne, som de efterfølgende valgte at bryde. Jeg valgte at erstatte den overenskomst, vi havde med Konservative, for at følge valgets tale og én gang for alle gøre op med alliancer og lukkede klubber i kommunalbestyrelsen. Jeg valgte det brede samarbejde i kommunalbestyrelsen, hvor alle får indflydelse og formandsposter. Det, Venstre har været udsat for de sidste 24 år, vil jeg ikke ønske for noget parti i kommunalbestyrelsen. Der var ikke noget formelt møde med Rolf Aagaard-Svendsen en time før det konstituerende møde i kommunalbestyrelsen. Jeg var inde på borgmesterens forkontor for at høre om en liste, og mens jeg var der, kom borgmesteren ud og sagde, at han havde listen og printede den ud til mig. Samtidig gjorde han opmærksom på, at jeg ikke kunne afslå, hvis jeg blev bragt i forslag som borgmester. Han spurgte, om jeg ville foreslå ham som borgmester, og det svarede jeg ja til. Når jeg på konstitueringsmødet alligevel ikke foreslog Rolf Aagaard-Svendsen som borgmester, skyldtes det ganske enkelt, at jeg ikke ønskede at udsætte ham for en afstemning, han ville tabe. Grunden til at jeg ikke informerede de Konservative inden det konstituerende møde, var, at vi allerede havde været igennem et kaotisk konstitueringsforløb. De konservative ville muligvis forsøge at skabe nye alliancer – og den situation ville jeg undgå. Venstres gruppe blev i den forbindelse først inddraget i mulighederne for en bred konstituering 20 minutter før mødet. Jeg vil i den kommende periode arbejde for at skabe Danmarks bedste kommune. Venstres gruppe vil arbejde målrettet på at gennemføre så meget af vores politik som muligt. Da ingen har absolut flertal i den nuværende kommunalbestyrelse, kræver det samarbejde og kompromiser for at finde de bedste løsninger.

Publiceret: 29. December 2009 12:20

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere