Jan Gintberg kravler atletisk op i stilladset til ære for fotografen.
Jan Gintberg kravler atletisk op i stilladset til ære for fotografen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Jan Gintberg: “En gang imellem skal man være villig til at satse hele butikken”

Jan Gintberg havde torsdag premiere på sit splinternye show på Bellevue Teatrets scene. Et show, hvor han for en gangs skyld ikke piller sig i navlen, men snarere kigger ud i verden

Tekst og foto: Jesper Bjørn Larsen
Det er 20 år siden, Jan Gintberg sidst stod på Bellevue Teatrets scene. Dengang med sit første store stand up-show ’Det ligger i generne’.

Nu står han her igen og skuer ud over salen med de ca. 700 siddepladser.

“Det ligner fuldstændig sig selv. Det er slet ikke til at fatte, at der er gået 20 år,” siger han med sit velkendte skæve smil, inden vi sætter os på en af stolerækkerne.

Om kort tid skal Jan Gintberg - hvis alt går vel - fylde den store sal med sit niende stand up-show, der bærer titlen ’Gintberg reder verden’. Showet får premiere på Bellevue Teatret den 25. januar. Her spiller det indtil 10. februar, hvorefter han drager på turné i hele landet. Lige som han plejer.

Den 54-årige komiker har prøvet små bidder af sit materiale af siden foråret. Ude på de små klubber, hvor han virkelig kan få finpudset materialet og tjekke, om den sidder i skabet eller ej. Faktisk har han denne gang forsøgt sig med at skrive langt mindre på forhånd. Efterlade mere plads til justeringer, sidste-øjebliks-indfald og improvisationer.

“Der er flere ting, der gerne skal gå op i en højere enhed med sådan et show. Jeg skal have noget at sige. Noget med kant og indhold. Teksten betyder meget, den skal være satirisk. Jeg er der for at få folk til at spejle sig i samfundet. Men det skal først og fremmest være sjovt, og det kan sagtens ske, at jeg synes, det er hylende morsomt, når jeg skriver det, men så virker det overhovedet ikke på scenen. Og det modsatte kan også ske.”

Jan Gintberg drager på turné med et nyt show cirka hvert tredje år. Ved alle de andre shows har der været et eller andet fra hans private liv, han kunne trække på. For eksempel, da han fik sin datter med Downs Syndrom (første show), diverse mand-kone-problematikker fra hverdagen, eller da hans far døde. Men den her gang var der ikke rigtig sket noget epokegørende i hans eget liv.

“Da jeg begyndte at tænke over indholdet til det her show, var det midt i den store flygtninge- og migrantstrøm i Europa. Så det blev meget hurtigt noget om, hvad vil det sige at være dansk? Jeg begyndte at se ud på den store verden. Med mine øjne. Der er masser af udenlandske komikere, der er meget bedre til at lave jokes om Trump eller Nordkorea end mig, så jeg tager hele tiden udgangspunkt i det danske perspektiv. Jokes om verdens overbefolkning bliver koblet med vores mærkværdige higen efter at blive 200 år. Jeg har sgu da ingen som helst lyst til at møde en 200-årig. Vi er simpelthen den mest dødsangste, forkælede generation i verdenshistorien,” smiler han.

Jan Gintberg taler varmt om det danske standupmiljø. Han kalder det et generøst fællesskab, hvor folk virkelig hjælper hinanden. Komikerne byder simpelthen ind med jokes og gode råd på kryds og tværs, uden at være hverken beskytteriske eller fintfølende.

Selv får han meget materiale ned på blokken ved at brainstorme med kolleger som Sebastian Dorset, Michael ’MC’ Christiansen, Jonathan Spang og Huxi Bach.

For Jan Gintberg er standuppen en ’safe haven’, et frirum, hvor vi accepterer, at der kan og skal siges noget, som ikke må siges andre steder. Han er ikke fan af den puritanisme, der f.eks. til tider præger de sociale medier.

“I dag kan du ikke slå en prut, uden at de sociale medier vælter. Tænk, hvis komikken skulle indrette sig efter det. Jeg er fan af den engelske kultur, hvor komikere med stiv overlæbe kan sige de værste uhyrligheder. For præmissen er, at nu tager vi lidt pis på hinanden.”

Jan Gintberg understreger, at han ikke er ude på at moralisere. Ingen absolutte sandheder, ingen løftede pegefingre, men derfor skal der alligevel være en troldsplint i spejlet. Noget, der er på spil.

“Vi har aldrig som mennesker haft så gode chancer for at komme til orde, som vi har i dag. Alligevel har der aldrig været så meget depression og meningsløshed. Det er som om, vi er størst og bedst i kamp. Når det kommer til os for let, så er vi en ulidelig organisme, som sætter sig ned og æder sig fede,”

Hjemme i den Gintbergske residens i Søborg, hvor familiemanden Jan bor sammen med sin kone og tre børn, er der da også regler for brugen af mobiltelefoner.

“Ingen mobiltelefoner under middagen! Jeg synes da, der skal være ro om måltidet...” Jan Gintberg afbryder sig selv. “Nu lyder jeg sgu som min far.”

Omvendt terapi

Jan Gintberg vender tilbage til, hvad standuppen skal kunne. I hvert fald i hans optik. “Det er en ekspressiv kunstform i sin natur. Jeg laver en gryderet med alt muligt i, og så smider jeg et blålyn ned i den. Tag det, du kan bruge. Måske giver noget af det en eftertanke. Måske gør det ikke. For mig er det omvendt terapi. Hvis jeg ikke kunne stå på den scene, ville jeg blive bimlende gal. Jeg får pleaset mit kæmpestore ego, og hvis jeg samtidig formår at få smilet frem hos folk, så er jeg tilfreds. Når vi griner, og når vi græder, så er det ligesom, når man får en myntepastil på restauranten med de syv retter. Det renser lidt ud i ganen.”

Som mange andre af komikerne i sin generation, slog Jan Gintberg igennem på restaurant DIN’s lille standupscene i 1990’erne. Så kom det store folkelige gennembrud med radioprogrammet Tæskeholdet i 1997, hvor han blev herostratisk berømt for sin tale til nationen leveret gennem en megafon.

Med det nye show kan han markere 20-året for de store turneer, og der er én ting, der slår ham, efter at have gennemtrawlet hele landet et utal af gange.

“Vi er meget mere ens, end vi går og forestiller os. Vi dyrker vores egen minoritetsfølelse for at få vores identitet skåret skarpere op. Men sandheden er, at vi er meget mere homogene som et folk, end vi vil indrømme.”

Så når han har optrådt i Thyborøn og Klampenborg, mærker han ingen kæmpe kløfter. Men det ændrer ikke på, at man kan tage mange stik hjem ved at spille på illusionen om, at folk er noget helt særligt - lige præcis på det sted, han optræder.

“Folk vil jo gerne ses. Opleves som noget unikt. Men det handler også om, at man kigger ærligt på folk og stiller sig nysgerrig. Vi mangler faktisk nysgerrigheden lidt herhjemme, synes jeg. Folk har et kæmpe behov for at fortælle om sig selv, f.eks. på Facebook. De vil hellere lave en film om sig selv, end at være åbne for lærdom. Interessere sig for det menneske, de har siddende foran sig. ’Nå, så du har bagt en kage. Who the fuck cares’,” griner Jan Gintberg.

Jan Gintberg er klar til at sætte sig selv på spil det næste halve år.
Jan Gintberg er klar til at sætte sig selv på spil det næste halve år.

En ego-booster

Selv kalder Jan Gintberg sig genuint nysgerrig. Han søgte da også ind på journalistuddannelsen som ung mand. Men han er glad for, at det endte med komikken.

“Du kan ikke slå følelsen af at få 500 mennesker i en sal til at grine. Det er en fantastisk ego-boster.”

Det er veldokumenteret, at Jan Gintbergs egen vej ind i komikken gik via en landmandsuddannelse. Og at det først var omkring 30 års alderen, at tingene begyndte at falde i hak for ham.

“Jeg var igennem en meget lang modningsproces. Jeg soppede rundt i en pøl af uvidenhed, savn og søgen. Det var først, da jeg kom ud af det selvpålagte åg, at jeg skulle være landmand, at det gik bedre. Jeg kom med i Studenterrevyen i 1991 og 1992, og det fyldte mig med en sand lykkefølelse. Jeg kunne pludselig mærke mig selv. Det gav mig følelsen af at være god til noget. Jeg var god til at snakke.”

Men han har også oplevet modgang i branchen. Som f.eks., da han lukkede ’Ugen der gak’ på TV2. “Verdens letteste program”, som han selv kalder det, et program, som han havde overtaget fra Mette Lisby. Hvor seertallene desværre styrtdykkede, da han tog over. Eller da han stod som vært i et meget stramt quizformat på TV3 med ’Er du klogere end en 10-årig’. TV3 var ikke interesserede i, at Jan Gintberg mødte op, fik et skrivebord og bidrog med nye programidéer. Det lå ligesom ikke i kortene. Han fik en god løn, og så måtte han egentlig gerne blive væk, når han ikke lige løste den her opgave for dem. Jan var ikke glad.

“Da jeg fik min midtlivskrise, havde jeg et langt forløb med en fantastisk coach, der fik sat tingene på plads for mig. Jeg lærte at være mig selv. ’Du er en sjov bonde, som får folk til at grine. Du må ikke løbe fra, at du er en bonderøv’, sagde han. Jeg fik også et godt råd fra Per Skaarup (tidligere landsholdspiller i håndbold, red.). ’Det er ingen skam at sidde på bænken en gang i mellem’, sagde han. Og det er sgu også sandt.”

Sats hele butikken

Da han fik ideen til ’Gintberg på kanten’, var der kun få, der umiddelbart troede på det og færre, der ville spytte penge i det. Fuck det, tænkte Jan Gintberg, smed selv pengene i at lave pilotepisoden og fik så hul igennem til DR, der i første omgang gav ham seks programmer i Aarhus. Siden da har programmet kørt i fem sæsoner, det har vundet flere priser, og det har først og fremmest haft masser af seere.

“En gang imellem skal man være villig til at satse hele butikken. Og så er det en kæmpe tilfredsstillelse, når det lykkes, at man selv har skabt alt forarbejdet.”

Vi tager afsked med Jan Gintberg med det samme faste håndtryk, som vi lagde ud med. Det kan godt være, den gennemsympatiske komiker vendte ryggen til landbruget, men han har en næve som en stovt landmand.

På det allersidste spørgsmål - om han glæder sig - ligner han en mand, der skal stå på scenen for allerførste gang og næsten ikke kan vente.

“Ja, for pokker da. I øjeblikket vågner jeg om natten og ligger og spekulerer på alle de små detaljer. Nu vil jeg gerne i gang.”

Publiceret: 29. Januar 2018 20:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område