Skal du møde partneren i dit liv i 2012?

Fik du læst

 Tip en ven    Udskriv    Del

Frilandsmuseet har igennem de sidste 10 år satset meget på at gøre museets bygninger og natur levende.
Der er dyr på marker og gårdspladser, mennesker i gammeldags dragter passer have, laver mad, bager brød og brygger øl. Der er teaterforestillinger, interaktive mobilspil og meget meget andet. Man kan selv tage sin mad med, eller man kan spise fint med kniv og gaffel om dagen og til aften bestille en fin madkurv til at nyde efter aftenforestillingen. På den måde kan et museum konkurrere.
De gratis glæder er alt, hvad man kan opleve rundt omkring i museets huse og gårde. Gratis er også sange, historiefortælling og pantomime, p.t. optræder to italienere med syditalienske sange og ridderdukken Orlando.
Gratis er det også at prøve de interaktive mobilspil, som børn og unge (vel ca. 8-9 år og opefter) kan storke haven rundt med på jagt efter Svend Gønge, guldskatte eller andet ligeså spændende.
Gratis er også årets forestilling kl. 13.30 'Gode gerningers løn', et folkesagn iscenesat af Lars Knutzon og Peter Darger. Den forestilling er nem at forstå og få sig en god latter over og velegnet for børn helt fra børnehavealderen og opefter samt deres voksne ledsagere.

Så er der det, som koster penge. Det er selvfølgelig al slags mad og drikke – og så teaterforestillingen kl. 17-18.30 'Gøngehøvdingen- En musikalsk familieforestilling'. Den er skrevet af Line Knutzon og instrueret af hendes far.
Der var en del børn med ved premieren, og de var alle sammen helt og aldeles musestille under spillet.
Jeg spurgte min 9-årige medanmelder, hvilken af de to forestillinger hun syntes bedst om, og hun syntes, de var lige gode. Hun havde også prøvet det interaktive mobilspil inden Svend Gønge-spillet, og det tror jeg, er en god idé for de lidt større børn – de helt små fornøjer sig med de mange falden-på-halen-indslag i komedien uden at bekymre sig om resten. For større børn er det derimod nok godt, at de ikke har læst Carit Etlar. Vi andre som har læst ham, kan så se stykket, som det, det også er: nemlig et (lidt uretfærdigt) opgør med denne vort danske sidestykke til Dumas.d.æ.
Line Knutzon gør groft nar af Svend Gønges snobisme. Men denne vor helts trang til at forelske sig i adelige damer og så vidt muligt mænge sig med kongelige og adelige, den får heller ikke Carit Etlars støtte. Jeg tror ikke Carit Etlars sociale indignation har nogen forbindelse til oplevelser med hans tids adel - og slet ikke med kongemagten, som var ham særdeles nådig. Således skete det, at da Carit Etlar døde i maj år 1900, fik enken afslag af kulturministeriet på sin anmodning om at begrave ham i den bronzealderhøj, der ligger på hans grund ved villaen på Vældegårdsvej, så greb Christian IX personligt ind deri, og afslaget blev tilbagekaldt, så Carit Etlar – og senere hustruen – kunne blive begravet dèr.
Derimod har Carit Etlar nok haft årsag til personligt at have et horn i siden – ikke på adlen – men på den hovne akademiske kaste. Thi to gange blev Carit Etlar kendt værdig til Universitetets Guldmedaille, indtil han tredje gang fik den efter at være blevet student i 1844, 28 år gammel – og det han fik ud af sine akademiske anlæg var, at han i 1853 blev ansat ved Det kgl. bibliotek, hvor han havde 'hundevagten' ved udlånet indtil 1885, hvorefter han levede af sit virke som forfatter.
Carit Etlar skrev ikke bare masse romaner, han skrev også skuespil, og Gøngehøvdingen er formet som en masse scener. Så den roman skulle være nem at dramatisere! Allerede i 1865 kom den da også som skuespil på Folketeatret, siden på Casino og til min barndoms dukketeater fandtes selvfølgelig også en udgave. Senere fulgte så film og TV-udgave, og de er bestemt ikke synderligt vellykkede. Hvordan teaterforestillingerne har været ved jeg ikke, men hvad dukketeatret angår, så var 'Gøngehøvdingen' ikke min bedste forestilling, jeg syntes, den faldt så underligt fra hinanden.

Line Knutzon har taget konsekvensen af disse (uforklarlige?) vanskeligheder med at overføre romanen til drama og lavet helt sit eget spil om en Svend Poulsen uden hans tro følgesvend Ib og de andre tapre gønger, ligesom vi hverken ser svenske soldater eller slemme tyske lejetropper.
I spillet er vi i Sydsverige, og spillet vises på museets areal mellem gårdene fra de gamle danske landskaber p.d.a.s. af Øresund. Her møder Svend Gønge Kulsoen og en lille dansk skuespiltrup på tre personer på turné i Skåne.
Der er mange sange i stykket, og de har særdeles enkle tekster. Havde teksterne fået en tand til, kunne stykket have gået som sommerrevy. De på rette steder forekommende krigslyde er gode, musikken virker ok, Kulsoens figur skal nok lige have lidt bedre tekst eller instruktion, så hun får lidt mere at fylde i figuren end store gebærder og et ræddeligt 'svensk', men ellers er skuespillerne udmærkede – omend deres figurer måske er lige løst tegnede – det kan bedre sig, vi var jo til premieren.
Det er hverken et Carit Etlar-spil eller et gøngespil. Det er Line Knutzons helt private spil. Hun kan tydeligvis ikke lide krig, og krigsfolk personificeret i Svend Poulsen får en hård medfart og hans forelskelser opad i samfundet til disse damer karakteriseret af deres 'smukke hænder' - hvilket den ene skuespillerinde passende affekteret tager sig af – noget sådant er jo ganske og aldeles latterligt i vore dage – omend det stadig trives, og derfor er endda mere latterligt.

Men også folkene med Thespiskærren er latterlige. Line Knutzon skildrer dem dog iblandet en stor medlidenhed med deres elendige faktiske forhold og deres tårnhøje ambitioner. Line Knutzon har tydeligvis sine kvaler med skuespillere og selve skuespillerfaget. Et fag, der har så mange latterlige sider – i hvert tilfælde udenfor scenen – desværre sommetider også på scenen – og vi får rigtigt meget af det serveret til at grine af.
Hvis du ikke forventer en bogstavtro dramatisering af Carit Etlars roman og ej heller forventer en pædagogisk og historisk korrekt dramatisering af snaphanernes deltagelse i datidens krigshandlinger, så kan du til en meget rimelig billetpris få en munter timestid med nogle ihærdige unge mennesker, der strenger sig vældigt an for at more både dig og dine børn.
Efterfølgende kan I enten vende næsen hjemad til egne kødgryder, eller I kan blive i museets have til kl. 20, hvor der er mulighed for at spise egen medbragt eller bestilt mad fra Claus Meyers Deli. Se mere: www.natmus.dk/friland

Publiceret: 03. Juli 2010 07:00

Publiceret: 03. Juli 2010 07:00

Fik du læst

Seneste sport

Mest læste

112

Seneste læserbreve

DET SKER - i Lyngby-Taarbæk