“Her har I mig tilbage...!”
“Her har I mig tilbage...!”
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Gensyn med skovens tømrermester

Efter et længere fravær er sortspætten atter tilbage i Jægersborg Dyrehaven og Jægersborg Hegn

Tekst og foto: Torkild Christensen
Sortspætten, Europas største spættefugl, er på mange måder en imponerende fremtoning. Dens kulsorte fjerdragt og hannens knaldrøde isse (hunnen har rød nakkeplet) gør, at den ikke kan forveksles med nogen anden fugl, og med en længde på 44-46 cm og vingefang 67-73 cm er den næsten dobbelt så stor som vores almindeligste spættefugl, den store flagspætte.

Sortspættens karakteristiske kaldeskrig og højlydte hakken kan høres på lang afstand. Dens foretrukne yngleområde er ældre blandingsskov med både nåle- og bøgetræer, og der skal være rigeligt med røde skovmyrer eller herkulesmyrer, dens livretter, som den især hugger ud af træstubbe med sit kraftige næb.

Den lange tunge har en hård spids med modhager ligesom en harpun. Næbbet bruges også til redekonstruktion i tykke træstammer, og hvert år hugges som regel et nyt redekammer på en halv meters dybde og ca. 25 cm i diameter, hvori hunnen lægger 4-5 æg.

Sortspættens flittige banken og hakken i træ har givet den tilnavnet 'skovens tømmermand' eller 'tømrermester', og faktisk flytter der også andre fugle ind for at yngle i 'lejligheder', som sortspætten har fremstillet, men ikke længere selv benytter, bl.a. allikker, hulduer, hvinænder og lille skallesluger.

Efter at have været uddød i Danmark siden oldtiden, genindvandrede sortspætten i 1960'erne, og der anslås nu at være et par hundrede ynglepar i hele landet.

Indtil 2008 ynglede et lille antal sortspætter også i Jægersborg Dyrehave og Jægersborg Hegn, men så forsvandt den – i øvrigt samtidig med tilbagegang i hele Skandinavien – og siden er der kun observeret enkelte sortspætter på kortvarig gennemrejse.

I år har en sortspættehan imidlertid opholdt sig permanent i Dyrehaven siden sensommeren og er set og hørt fouragere i mange dele af området – sortspætten er kendt for at skulle bruge et stort territorium – hvor den også har hugget overnatningshuller i gamle bøgetræer.

Sortspættens tilbagevenden efter sit lange fravær kan vist godt kaldes en festlig julegave til de mange naturinteresserede, som færdes i Dyrehaven. En sortspætte-hun er også observeret der for nylig, og det bliver spændende at se, om de to finder sammen som ynglepar til foråret.

Publiceret: 06. December 2016 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere