Vandværket bag Ilva På Gl. Lundtoftevej er et lokalt ungdomshus. Arkivfoto: Lars Schmidt
Vandværket bag Ilva På Gl. Lundtoftevej er et lokalt ungdomshus. Arkivfoto: Lars Schmidt
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

For meget druk: Nu skal vi have en politik for et godt ungeliv

Politikerne i børne- og ungdomsudvalget er enige om, at der skal laves en ny politik. Dog er SF kritiske

Unge På det seneste stjæler de unge i Lyngby-Taarbæk Kommune en alt for negativ dagsorden. Ungeundersøgelsen viser, at de ryger og drikker for meget, og så er der al balladen med puttefesten hver august i Dyrehaven.

Det har fået et enig børne- og ungdomsudvalg til at beslutte, at kommunen nu skal have en ungdomspolitik.

Selv om et enigt udvalg har besluttet, at der skal laves en ungdomspolitik, afholder det ikke SF’s spidskandidat ved det kommende kommunalvalg, Sigurd Agersnap, fra at rette skarp kritik mod den hidtil førte politik - og mod forudsætningerne for indførelsen af den kommende politik:

“Det kan ikke være rigtigt, at vi kun snakker om de unge, når det handler om deres alkohol- og festvaner. Der er 20.000 unge, der har deres daglige gang i Lyngby-Taarbæk, og for at være helt ærlig, så er problemerne jo forsvindende små. De unge skal ikke kun have tilbud for at bremse deres hash- og alkoholforbrug, men fordi gode tilbud er afgørende i et godt ungdomsliv,” siger Sigurd Agersnap.

En ramme for det gode ungeliv

For partierne i udvalget har det netop handlet om at vende dagsordenen, fortæller udvalgsformand Dorthe la Cour (K) til Det Grønne Område:

“Vi har i børne- og ungdomsudvalget behandlet ungeundersøgelsen, der blandt andet viser, at også i vores område er der unge, der drikker meget eller eksperimenter med stoffer. Vi har i den forbindelse også noteret, at en række gymnasier har taget fat om problemet,” siger hun og fortsætter:

“Der er et ønske om at skabe en ramme for det gode ungeliv, at skabe forståelse hos de unge for demokratiske spilleregler så som Bytinget og fremfor alt at inddrage de unge i højere grad.”

Enhedslistens medlem af udvalget, Henrik Bang, supplerer:

“Forud for beslutningen ligger de ofte negative dagsordener, der dukker op om de unge. Senest den årligt tilbagevendende ungefest i Dyrehaven, men den mere positive vinkel mangler alt for ofte,” siger han:

“Vi mangler at få belyst, hvad de mange unge i kommunen selv kunne tænke sig af aktiviteter og hvilke ønsker og krav, de har til kommunen.”

De unge - her ved indvielsen af Vandværket i 2012 - skal involveres i tilblivelsen af den nye ungdomspolitik. Arkivfoto
De unge - her ved indvielsen af Vandværket i 2012 - skal involveres i tilblivelsen af den nye ungdomspolitik. Arkivfoto

Dialog med de unge

Dialog med de unge bliver omdrejningspunktet i processen med udarbejdelsen af den kommende ungdomspolitik, understreger de to politikere, som er enige om, at det er vigtigt, at kommunen finder nye veje til at have dialog med og involvere de unge i udviklingen i kommunen.

“Erfaringerne fra ungeråd og forsøg på dialog via foreningslivet har ikke været alt for gode – og omvendt er der en række ønsker, for eksempel fra unge på Virum Gymnasium om mødesteder, udendørs idrætsfaciliteter og meget mere,” siger Dorthe la Cour.

“Vi har udfordringer med tilslutningen til en del af vores ungdomsklubber, og måske har også aktiviteterne i ungdomsskolen brug for at blive vendt,” fortsætter Henrik Bang og tilføjer:

“Kort sagt: Frem for negative dagsordener, der popper op, når der er problemer – eller når politikere har brug for at profilere sig – så vil det være godt, at vi får vendt mulighederne for en ungepolitik i kommunen. Det helt afgørende er at få involveret de unge selv, og få deres forslag til, hvordan og med hvad de kan bidrage. Jeg forestiller mig arbejdet med ungepolitikken som en slags åben invitation til kommunens unge. I processen skal der naturligvis også overvejelser om økonomi og ressourcer – det skal der jo altid med.”

Forvaltningen udarbejder nu et udkast til et kommissorium og en plan for involvering af de unge. Sagen kommer på udvalgets dagsorden i december, og arbejdet starter når det nyvalgte udvalg tiltræder 1. januar 2018.

FAKTA

Tilbud til de unge i dag:

Individorienteret: SSP-rådgivning, Åben Anonym Rådgivning

Specifikke: Gadeteamet, Modstrøm, Frivillige Mentorer, ungdomsskoleholdet Fit for Fight

Generelle: Ungdomsskolen for de 13-18 årige, Undergrunden, Ung Akademi, skolernes fritidsklubber, aftenungdomsklub 2-3 aftener om ugen

“Det helt afgørende er at få involveret de unge selv, og få deres forslag til, hvordan og med hvad de kan bidrage,” siger Henrik Bang (EL).
“Det helt afgørende er at få involveret de unge selv, og få deres forslag til, hvordan og med hvad de kan bidrage,” siger Henrik Bang (EL).

“Erfaringerne fra ungeråd og forsøg på dialog via foreningslivet har ikke været alt for gode,” siger Dorthe la Cour (K).
“Erfaringerne fra ungeråd og forsøg på dialog via foreningslivet har ikke været alt for gode,” siger Dorthe la Cour (K).

“De unge skal ikke kun have tilbud for at bremse deres hash- og alkoholforbrug, men fordi gode tilbud er afgørende i et godt ungdomsliv,” siger Sigurd Agersnap (SF).
“De unge skal ikke kun have tilbud for at bremse deres hash- og alkoholforbrug, men fordi gode tilbud er afgørende i et godt ungdomsliv,” siger Sigurd Agersnap (SF).

Publiceret: 29. August 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere