Nogle af de flittigst besøgende på Lyngby Stadion, en gruppe mænd på 40-50 stykker kaldet Det Bitre Hjørne, støtter nu også økonomisk op om klubben. Foto: Lyngby Boldklub
Nogle af de flittigst besøgende på Lyngby Stadion, en gruppe mænd på 40-50 stykker kaldet Det Bitre Hjørne, støtter nu også økonomisk op om klubben. Foto: Lyngby Boldklub
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Flere fans fighter for klubben: Mere fanstøtte til Lyngby Boldklub

En gruppe kendt som Det Bitre Hjørne, der er blandt de flittigst besøgende på Lyngby Stadion, bakker nu også økonomisk op om den nye fortælling om Lyngby Boldklub

Som fans af Lyngby Boldklub har Kim Marott, Nils Bloch og Frederik Rostrup-Nielsen fra tribunen blandt andet overværet mesterskaber, nedrykning og bronze-medalje-sæson. Og de har de seneste måneder kunne læse om deres hjerteklub i stormvejr og genrejsning.

Op- og nedturene har de oplevet sammen med 40-50 mænd i deres bedste alder, som er blandt de flittigst besøgende på Lyngby Stadion, og som bliver kaldt 'Det bitre hjørne'.

Gruppen vil nu gøre deres del for, at de igen oplever flere opture med Lyngby Boldklub. De har derfor stiftet en forening, som via aktiekøb støtter Lyngby Boldklub.

“Responsen var positiv, også fra klubben, så det var egentlig bare at komme i gang,” fortæller en af initiativtagerne, Kim Marott. Han er næstformand i foreningen, der tæller 43 medlemmer og netop har investeret 107.500 kroner i Lyngby Boldklub.

”Som mange andre mener vi jo, at Lyngby er verdens bedste fodboldklub, og med visionerne fra den nye ledelse i klubben om, at vi skal have endnu mere fokus på de gamle dyder omkring talentarbejdet, har det kun givet os mere blod på tanden i forhold til at støtte og bakke op omkring klubben. Vi ser talentarbejdet som Lyngby Boldklubs DNA, og vi er allerede i gang med at debattere mulighederne for at understøtte det yderligere,” fortæller Kim Marott.

En ny fortælling

Investeringen fra fanfraktionen kommer få dage efter, at foreningen Lyngby Fans offentliggjorde, at de via en indsamling til Lyngby Fan Trust har investeret 150.000 kroner i klubben. Dermed har fans af Lyngby Boldklub i alt investeret 257.500 kroner.

Både pengene og signalet glæder man sig over hos den nye ejerkreds, Friends of Lyngby.

”Vi er helt overvældede over den støtte og store sympati, som vi har oplevet fra fansene i forbindelse med den her nye fortælling om Lyngby Boldklub. Det er et flot beløb, de to grupper har fået samlet ind, og nu er vi alle sammen hoppet i den samme båd for at få udviklet klubben, og få hele byen med om bord,” fortæller Mads Byder, talsmand for investorkredsen Friends of Lyngby.

Han tror på, at klubben går en lys fremtid i møde, og at blandingen af organisation, ejerkreds og nu fans er den helt rigtige for Lyngby.

”Vi tror rigtigt meget på modellen, og nu har både fansene og ejerkredsen vist, hvor meget de vil det her projekt, og hvor stor værdi Lyngby Boldklub repræsenterer. Næste step for os er at få erhvervslivet med om bord i vores båd, så vi håber, at de vil være med til at bakke op, når vi i løbet af den kommende tid kommer ud og præsenterer den nye fortælling, og hvordan man kan blive en del af den,” siger Mads Byder.

Publiceret: 16. April 2018 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt