Skal du møde partneren i dit liv i 2012?

Fik du læst

Af Eva Smidth-Fibiger, Skodsborg

 Tip en ven    Udskriv    Kommentér    Del

Med vinterens store udstillingen Fall Out på Gl. Holtegaard har direktør Mads Damsbo taget et første markant skridt til at indfri sin ambition om at åbne det traditionsrige udstillingssted for samtidskunsten . En række af den internationale kunstverdens mest anerkendte yngre kræfter med blåstemplende udstillings-CV?er fra Tate Modern i London, Moma i New York, Biennalen i Venedig m.v. er rykket ind med et udvalg af kunstens mange medier – lyd, film, video, tegning, maleri, installation.

En derangeret campingvogn, hvorfra der udgår udefinerbare lyde, står parkeret foran Gl. Holtegaards elegante barokpalæ og med denne kontrastfyldte konstellation er udstilllingens tema – kreativ frihed ved systemnedbrud - ret præcist anslået. Nedbrydning af de klassiske normer for kunst har efterladt barokbygningen som en tom skal, der giver plads til nye kunstformer. Med den udskårne midterdel løftet op som et tårn danner campingvognen, skabt af Camilla Søren og Greta Chrisensen, de to danske kunstnere bag navnet Vinyl-terror&-horror, en ironisk pendant til palæet - mindre stilren, harmonisk og behagelig at se på, men des mere i pagt med nutidig mobilitet, kaos og mangestemmighed.

Fall Out er betegnelsen for systemnedbrud, f.eks. de strømsvigt, der til tider mørkelægger New York. Angiveligt resulterer hvert strømsvigt i metropolen i et babyboom ni måneder senere. Det er denne formodning om, at sammenbrud af vante funktioner giver frihed til fremvækst af ny kreativitet, der har inspireret til at brugen af FALL Out som samlende begreb for udstillingen.

I en omfattende introduktionsskrivelse betegner Damsbo og medkurator Merete Jankowski også Fall Out som en hyldest til den kunst, der bryder systemer ned for at bygge dem op på ny med udgangspunkt i det enkelte menneskes oplevelse af verden og ønsker for sin tilværelse. Her er det altså kunsten som aktiv systemnedbryder, der fremhæves, med nærmere adresse til den kunst, der går op imod en tiltagende kommercialisering af kunsten og tværtimod skaber et kreativt frirum for menneskelig udfoldelse. Kunst som en potentiel social sprængladning.

Læg dertil spørgsmålet ?Hvad er frigørelse?, som også rejses i introduktionsskrivelsen sammen med anførelse af, at værkerne i Fall Out alle undersøger individets indplacering mellem afhængighed og uafhængighed af de systemer, der omgiver os, og man begynder som udstillingsgæst at frygte, at ambitionsniveauet for udstillingens udsagnskraft risikerer at tage luften ud af de enkelte værker.

Besøget gør for en stor del denne tvivl til skamme. Straks inden for døren påvirkes man uundgåeligt meget stærkt af de appellerende og insisterende råb om kærlighed, som udgår fra den amerikanske performancekunstner Sharon Hayes værk I March in the Parade of Liberty. But As Long As I love You I?m Not Free.. Som en demonstrant eller politisk agitator råber Hayes de personlige og ofte smertelige længsler ud i det offentlige rum, som almindeligvis opfattes som enkeltpersoners anliggender i intimsfæren. Haynes gør det personlige politisk, præcist som kvindebevægelsen gjorde det i 70?erne, og forbindelsen tilbage til denne både nære og fjerne fortid knyttes med værker af Kirsten Justesen og Jytte Rex. Sofistikeret i egen ret, men påfaldende usofistikeret i sammenligning med nutidige kunstneres tekniske virkemidler, bærer ikke mindst Tornerose, de to danske kunstneres film om kvinders normbrydende drømme, vidnesbyrd om, at kunst i sammenhæng med en generel social bevægelse faktisk kan bringe systemer til sammenbrud og bane vej for nye livsformer.

Carey Young synes i sin performance i lysbillede-installationen Lines made by walking at demonstrere, at individet i en vis udstrækning har et personligt valg mellem afhængighed og uafhængighed. Kvinden på billederne følger en ensrettet strøm af mennesker i en storby indtil et vist punkt, hvor hun gør omkring og går imod strømmen for så atter at følge den. Kvinden bryder konformiteten og træder sit eget spor i mængden, dog uden at Young tematiserer omkostningerne ved individualiseringen.

I filmen Estate kaster Aleksander Konarov på en gang æstetisk smukt og kritisk nøgternt lys på strukturelle afhængigheder i den globale økonomi. Han følger kapitalens veje fra minedrift i Rusland over børsen i Frankfurt til luksuriøse kontorer i det tyske finanscenter, hvor indkøb af kostbar kunst stimulerer arbejdsmiljøet. Som en kommentar til individets lod ses motorgaden mellem husene i den tyske by at ligge mennesketom hen, mens den russiske by bobler af forventningsfuld ungdom.

Den konceptuelle skildring af længsel efter systemforandring antager hos enkelte kunstnere en humoristisk drejning. Den israelsk-palæstinensiske duo Larissa Sansour og Oreet Ashery har forvandlet sig til tegneserie-superhelte, der sætter sig for at standse konflikten mellem de to lande, hvorved de indirekte behandler spørgsmålet om kunstnerens potentiale som politisk agent. Franske Sophie Calle bryder med dagligdagens vaner i værket The Chromatic Diet, hvor hun inspireret af en skikkelse hos den amerikanske forfatter Paul Auster hver dag i en uge tilbereder og fotograferer et måltid med en enkelt farve. Endnu har vi i Danmark til gode at se Calles betydeligt mere substantielle værk Take Care of Yourself, der var Frankris bidrag til Venedig biennalen 2007. Her ligger en pragtopgave og venter for Gl. Holtegaard.

Humor med en mørkere kant præger en lysbilledinstallation af Simon Starling, hvori kunstneren på en bådtur fyrer op i dampkedelen med bådens træværk indtil båden forsvinder; en installation af Janet Cardiff og George Bures Miller, hvor et drama udspiller sig blandt publikum i en biograf fremfor på filmen; Olivia Plenders grafiske annoncering af Englands behandling af Island som et absurd skuespil og endeligt Danica Dakic" s fine stumfilm First shot, hvor to beboere på et hjem for mentalt handikappede i Bosnien mimer en dramatisk fortælling om liv og død.

Udstillingen er fornemt formidlet. Billeder, film og installationer falder lydefrit på plads i rummene uden at århundreders afstand mellem den historiske, palærudede ramme og de radikalt nutidige værker virker påfaldende. Ud over en tekst, placeret i nærhed af hvert enkelt værk med data for kunstneren og værket, foreligger der gratis et omfattende introduktionsblad. Heri gør Damsbo og Jankowski som sagt rede for udstillingens idégrundlag og for det konceptuelle indhold i de enkelte kunstneres værker. Det er lige før, man kan tale en overformidling, der nok letter forståelsen af komplekse værker, men også risikerer at fjernstyre publikums oplevelser. Men der er selvfølgelig også den mulighed, at kunstforståelsen som den formidles i introduktionsskriftet opfattes som et system, den enkelte besøgende kan gøre nytolkende oprør imod . Værkerne taler alle stærkt for sig selv.

Publiceret: 29. Januar 2010 17:00

Publiceret: 29. Januar 2010 17:00

Fik du læst

Seneste sport

Mest læste

112

Seneste læserbreve

DET SKER - i Lyngby-Taarbæk